afgjørende større sammenstød hadde fundet sted, og da Karl Johan netop hadde nådd så langt som til den norske hærs første forsvarslinje, hvor vanskelighederne for ham vilde begynde, åbned han underhandlinger med nordmændene. Det har blandt historikerne været meget forskjellige meninger om årsagen til denne Karl Johans optræden; hans ivrigste beundrere og forsvarere, som i ham så den store statsmand, har ment at han med statsmandens kløgt straks var på det rene med, at han som Norges fremtidige regent, vilde få en heldigere stilling, om han kunde bringe landet til at indgå på en frivillig union med Sverige, end om han kunde tvinge det til underkastelse ved våbenmagt. Andre, og særlig krigshistoriske autoriteter, som dansken Sørensen[1] og svensken Mankell,[2] har sterkt fremholdt, at udsigterne for et fortsat felttog vilde stillet sig meget ugunstlge for den franske feltherre Bernadotte, som intet kjendte til vort land, og ikke kjendte vor krigsførsel. De mener at han med sit feltherreblik så, at de vanskeligheder som vilde møde, når han skulde bryde den virkelige norske forsvarslinje, vilde bli ham for store, og at han aldrig vilde være i stand til at erobre dette fjeld- og skogland med den hær og de midler som stod til hans rådighed. Efter denne opfatning var det derfor ikke statsmanden Karl Johan,
men feltherren Bernadotte, som begyndte under-
