vil for den, som overhovedet vil se, snart vise sig med megen Klarhed, hvor Begivenhedernes Tyngdepunkt er at søge. Jeg har sagt det saa mangen en Gang før, og jeg tror nu, da jeg væsentlig kan betragte Materialets Indsamling for afsluttet, at kunne gjentage det med endnu større Styrke, at det, som i 1814 blev det endelig afgjørende Moment, det var den Stilling, som Stormagterne tilsidst intog, og den Holdning, som deres fire Kommissærer lagde for Dagen under sine personlige Forhandlinger med de tyende Fyrster, med Karl Johan og med Christian Frederik.
Vore Landsmænds Bebreidelser mod den Konge, som de selv havde valgt, var ikke grundede. Han lod dem ikke i Stikken. Han opnaaede netop saa meget som han var istand til, og kunde deretter gaa bort med Bevistheden om at han havde holdt sit Ord og med stor personlig Forsagelse havde hævdet Landets Ære og Selvstændighed. Samtiden forstod ikke dette. Vi bør forstaa det.
De Bebreidelser, der paa lignende Maade i Sverige er rettede mod Karl Johan, fordi han, ved at indgaa paa Konventionen i Moss, skulde have svigtet sit oprindelige Program og den svenske Stats Interesser, er ligesaa ugrundede. Han har ikke handlet iblinde, da han lod Bjørnstjerna og Skjøldebrand afslutte Konventionen. Han har netop nøie overveiet alle Konsekvenser, og han har derved bedømt Situationen aldeles, som den var. Han kjendte den.
Utvivlsomt havde der for begge Fyrster været Adgang til at sætte Sagerne paa Spidsen. Men hvilke Følger dette vilde have draget efter sig, lader sig ikke mere beregne. Ingen af dem var anlagt for et vildt, hensynsløst va-banque Spil, og de bævede begge tilbage for at underkaste Folkene en længere Krigstilstand. De havde en sterk Følelse af sit eget Anvar. Derhos havde de gjennem sine Forhandlinger med Kommissærerne erholdt Indblik i de Magters Synsmaader, som havde ladet sig repræsentere ved disse, og de kunde deri finde en Veiledning, som Folkene selv ganske maatte savne.
