Side:Norge i 1814, fra russiske arkiver.djvu/3

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
I.

I de senere Aar har jeg været sysselsat med at samle alle de Aktstykker, som kunne tjene til at belyse Stormagternes Forhold ved Unionens Oprettelse i 1814, og der er al Grund til at tro, at dette Arbeide paa mange Maader vil tjene til at forklare hin Tids Begivenheder og stille dem i et mere korrekt Lys end, naar de alene skal bedømmes, efter hvad der kan foreligge i vore egne nordiske Kilder. Det er i Grunden først her, Christian Frederiks og Carl Johans Politik kan sees under de rigtige Forudsætninger. Ifjor arbeide jeg i dette Øiemed i London, hvoretter jeg fra Record Office har offentliggjort Moriers og Forsters Depescher, og iaar har jeg i Petersburg gjennemgaaet Orlofs Depescher, der omhandler hans og hans Kollegers Sendelse til Kjøbenhavn og Christiania. Det har under dette Arbeide paa ny bekræftet sig, hvad jeg allerede tidligere har havt Anledning at erfare, at denne kollektive diplomatiske Mission har været af en indgribende Betydning ved Unionens Oprettelse, og at det ikke længere gaar an at slaa sig til Ro med Forsikringen om at den var betydningsløs, fordi Samtiden ikke formaaede at finde Nøglen til Forklaringen af visse tilsyneladende Modsigelser. Naar engang alle Aktstykker i denne Sag foreligger, vil vistnok alle Tvivl forsvinde, og det vil staa klart, at det ikke var den militære Magtudfoldelse fra nogen af de to skandinaviske Magter, som gav Unionen dens endelige og blivende Form, men at det netop var de fire Sendebud fra

1*