sine Kolleger, og det vil derfor, forinden vi gaar videre i Fremstillingen, være hedsigtsmæssigt at dvæle lidt ved hans Udtalelser om sine Kolleger.
Og disse er meget oplysende for Stillingen.
Orloff paastaar selv, at det var lovet ham — ialfald som stiltiende Forudsætning — at han skulde være den faktiske Chef for Missionen, og at alle Kommissærer skulde optræde i den mest fuldstændige Overensstemmelse med hverandre. Han fandt sig i den Anledning ikke ganske tilfredsstillet ved den Maade, hvorpaa hans Kolleger be tragtede sin egen Stilling. Han betragtede sig som en Mand, til hvem man ikke helt havde opfyldt sine Løfter, og dette kunde da temmelig tidlig kaste sine Skygger over Samarbeidet mellem disse fire Mænd. Vi maa her holde os til, hvad Orloff selv hai meddelt om dette Forhold. Han har i dette Punkt været mere uforbeholden og aabenhjertet end de andre tre Kommissærer, der ikke har givet nogen ganske tilsvarende Redegjørelse angaaende det samme. Hvad der allerførst vakte Misstemning hos den russiske Kommissær, var de øvrige Herrers Udebliven. Selv havde han drevet hurtig paa for at naa Kjøbenhavn, og han havde derved handlet i Overensstemmelse med Forudsætningerne for sin Udnævnelse. Men han blev meget forbauset, da han ved sin Fremkomst erfarede, at han var den eneste, der havde indfundet sig, og hans Forbauselse kunde siden have den bedste Anledning til at øges, da han atter erfarede, hvorledes han ikke endnu paa længe kunde komme til at optræde som Lederen af en kollektiv Mission, af den Grund, at denne ikke blev fuldtallig. Saadant maatte gjøre og gjorde Intryk paa ham. Men dertil kom ogsaa andre Omstændigheder, der yder ligere gjorde ham tvivlende.
