Fremfor alt lagde han Vegt paa det meget bekjendte Brev, som Frederik den Sjette den 21de Marts havde tilstillet Christian Frederik. Idet mente han at finde det mest fuldgyldige Udtryk for de Tanker, som havde vist sig hos Kongen — maaske dog et noget naivt Udtryk.
Dette maatte faa sin Betydning for Kommissærernes paafølgende Opfatning af det hele Spørgsmaal om Danmarks Delagtighed eller Udelagtighed i de norske Begivenheder. Fra Sverige lød det stadig, maaske med voxende Styrke, at den hele Forvikling skyldtes den danske Troløshed, og saa kom pludselig den russiske Kommissær og afgav til sin Regjering den Forsikring, at naar man upartisk overveiede Sagen, var der i Grunden ikke saa mange Indvendinger at gjøre, og at Danmark ikke kunde beskyldes for slette Hensigter, og hvad mere var, han gik videre og paastod, at den svenske Regjering ogsaa havde sin Andel i, hvad der var foregaaet paa norsk Grund.
Havde ikke Sverige, medens Underhandlingerne i Kiel stod paa, erklæret, at der ikke behøvedes mere end et simpelt Afkald fra Frederik den Sjettes Side, og at man forøvrigt paa egen Haand skulde ordne den hele Sag?
Var der ikke fra svensk Side vist en overordentlig Hast med at faa offetliggjort den undertegnede Fredstraktat, medens den danske Regjerings Repræsentanter havde gjort Forestillinger deiimod, for at Prins Christian Frederik kunde være kaldt tilbage fra Norge, forinden denne Offentliggjørelse fandt Sted?
Havde ikke Svenskerne ophidset det norske Folk ved sit Forbud mod Kornindførsel?
Hvis der endelig kunde rettes Bebreidelser for Langsomhed mod den danske Regjering, hvad lod der sig saa ikke sige om den svenske Regjering, som havde ventet saa længe med at love Norge en fri Forfatning og Bevarelse af dets Rettigheder?
Dette var fire væsentlige Punkter, og det var kanske
