Side:Norge i 1814, fra russiske arkiver.djvu/19

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Men samtidig vedblev han sit Arbeide med at trænge ind i et Spørgsmaal, der endnu frembød for ham mange dunkle Sider.

Til Rosenkrantz sagde han, at han ikke alene ønskede at faa Oplysning om, hvad der var foregaaet, men ogsaa om det, som fremdeles foregik. Rosenkrantz var Imødekommenheden selv og lovede at meddele alt, hvad der kunde ønskes.

* * *

Imidlertid var der kort i Forveien indtruffet en Affære, som kunde true med at kaste et uheldigt Lys over den danske Regjerings Holdning. Det var den bekjendte Tildragelse med Kammerjunker Gyldenpalm, der paa sin Gjennemreise gjennem Sverige var greben som Overbringer af Breve fra høitstaaende danske Embedsmænd til deres Venner i Norge, tildels af et noksaa kompromitterende Indhold.

Merkelig nok lod Orloff sig ikke synderlig paavirke af denne Sag, som han kun kortelig omtaler i Forbindelse med at nævne den Straf, der blev de skyldige til Del. Det kan ikke vel tænkes, at der har manglet paa Henveldelser i den Anledning for at gribe en saadan Leilighed til at fremstille Danmarks Skyld. Men Sagen var den, at Brevene var skrevne paa dansk, hvilket Sprog Orloff ikke forstod. Han mente derfor, at Sveriges Sendebud i Rusland var nærmest til at give Besked. Den Ro, hvormed Orloff tog denne Gyldenpalmske Affære, kan ogsaa have havt mere langtrækkende Virkninger og bidraget til, at den i Rusland er betraktet som mindre væsentlig.

* * *

Rosenkrantz havde i de første Samtaler ogsaa sine Spørgsmaal at fremsætte.

Han ønskede at vide, om det ogsaa stod i Konimissærernes Instruktioner, at de fra Kjøbenhavn skulde fortsætte sin Reise til Norge. Paa dette aabne Spørgsmaal vilde imidlertid Orloff kun nødig give et bestemt Svar. Det passede sig for ham bedst at holde den danske Regjering i