Side:Norge i 1814, fra russiske arkiver.djvu/16

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

var med fuld Ret, han spurgte Orloff, hvorledes dette skulde kunne ske.

Orloff indlod sig ikke paa at meddele nogen Anvisning desangaaende. Det var, sagde han, ikke hans Sag at give Kongen Raad; denne kjendte selv sine Stater og deres Behov; han vilde bedst kunne ramme det, som gavnede dem. Noget andet havde vel heller ikke Kongen kunnet vente.

Samtalen havde imidlertid for ham aabnet visse Udsigter, der ikke var ham tiltalende, og han drog Slutninger om Ydmygelser, der kunde forestaa for ham og for det danske Folk. I denne Stemning blev han aaben. Der undslap ham ialfald en merkelig Ytring om, hvad han havde burdet gjøre.

Orloff refererer denne saaledes, at Kongen havde sagt, han nu forstod, han ikke skulde have sluttet Freden, men hellere kjæmpet til det yderste, forinden han gav sit Samtykke til Norges Afstaaelse. I disse Ord ligger der megen politisk Erkjendelse fra Frederik den Sjettes Side.

„De kan ødelægge mig“, sagde Frederik den Sjette. Men det var umuligt at forlange mere af ham til Kielerfredens Opfyldelse, end han allerede havde gjort.

En saadan Samtale maatte være ham yderst pinlig.

* * *

Imidlertid bidrog den til at klargjøre Stillingen for Orloff, og den viste denne, at han ikke ganske maatte dømme efter de Oplysninger, der var ham givne fra den ene Side. Han kunde med den største Sindsro drøfte Spørgsmaalet om Danmarks Deling. Men han vilde gjøre det som den upartiske Mand, der ikke forud var indtagen til nogen af Siderne. Imidlertid kunde han under sine Undersøgelser af de foreliggende Forhold ikke undgaa at lade sig paavirke af den danske Opfatning, og han blev paa sin Vis efterhaanden nærmest en Advokat for denne, tildels endog en ret ivrig Advokat for de danske Synsmaader, hvilket senere hen har faaet en noksaa langt rækkende Betydning for Sagens videre Forløb. Orloff var jo her, som den, der var kommen først