været ham nyt og ukjendt. Det gjorde Indtryk paa ham, og hvad Orloff dertil havde at meddele, maatte end mere virke.
Den russiske Udsending havde ved denne Anledning sat det som sin Opgave at forklare den politiske Situation for Kongen, som den var, og han talte under Forudsætningen af at Frederik den Sjette spillede under Dække med sin Tronfølger i Norge. Han udviklede den Fare, som deraf kunde kommer for Danmark, og han krævede med Bestemthed, at der skulde træffes kraftige og alvorlige Forholdsregler imod Christian Frederik for saaledes at bevæge denne til at vende tilbage til, hvad Russeren betegnede som hans Pligt, — den Pligt, fra hvilken han altfor meget ansaaes for at have fjernet sig. Spørgsmaalet om Christian Frederik havde — saa paastod Orloff — hidtil altfor meget været behandlet som et Familieanliggende. Men dette kunde nu ikke længere gaa; det maatte tages som en Statssag, hvad det i allerhøieste Grad var.
Frederik den Sjette mente, at han havde gjort, hvad der stod i hans Magt for at bringe Christian Frederik til at vende tilbage til den omtalte Pligtens Vei; men havde ikke længere nogen Midler til at kunne virke paa ham. Norge var nemlig nu i den Stilling, at ingen kunde udrette noget med det; men hvis man kunde anvise ham noget Middel, som her kunde benyttes, da skulde han anvende det. Af hans Ytringer viser sig, at han her gjorde gjeldende den samme Opfatning af Kielerfredens statsretslige Rækkevidde, som ogsaa andetsteds kom frem i hine Dage, og som maa siges at være den officielle danske Opfatning, — den, at Kongen af Danmark havde opfyldt sine Forpligtelser, da han havde løst det norske Folk fra dets Ed til ham og paalagt det at gaa over under sin nye Hersker, den svenske Konges Herredømme. Videre kunde han ikke gaa; han havde ikke en eneste dansk Soldat i Norge.
Denne Opfatning var jo ogsaa bygget paa de faktiske Forhold. Kongen havde ikke havt noget Middel, der kunde sætte ham istand til at øve Pres paa Normændene, og det
