ved Hensynet til sin Keisers Politik, og at denne ofte kunde skille sig ud fra deres Interesser, i hvilke han var bleven indblandet. I den Henseende maa der vises ham samme Retfærdighed, som han selv var villig til at vise Frederik den Sjettes og hans Ministres Politik, selv hvor den ikke ganske stemte overens med den russiske Politiks Synsmaader, og hvad der kunde tjene til disses Fremme.
Han var med de øvrige Kommissærer kaklet til at varetage Sveriges Interesser, der ansaaes for at være krænkede ved de Begivenheder, som foregik i Norge. Den hele Missions endelige Maal var at bevirke Norges Forening med Sverige ad fredelig Vei. Historien vidner om, hvorledes dette lykkedes. Kommissærernes Gjerning blev her først mulig derved, at de løsrev sig fra al Ensidighed, og i dette Punkt maa det i det store og hele siges, at de alle viste sig meget beredvillige til at gjøre, hvad der stod i deres Magt for at opnaa Klarhed og de fornødne Forudsætninger til at kunne dømme om det, som var dem forelagt.
Fra sin Keiser havde Orloff medbragt et Brev til Frederik den Sjette. Af dette lod han først Rosenkrantz modtage en Afskrift, som han kunde vise sin Konge, for at denne kunde være kjendt med dets Indhold, naar det blev ham overleveret ved den høitidelige Audiens, som Orloff havde anholdt om, og som ogsaa øieblikkelig blev ham tilstaaet. Keiserens Brev er tidligere kjendt.
Det var skarpt.
Frederik den Sjette kunde nok have faaet mindre ubehagelig Læsning end den, der saaledes bragtes ham af den russiske Udsending.
Audiensen fandt Sted den 11te Mai Kl. 6 om Eftermiddagen. Kongen modtog Orloff alene. Ingen Vidner var tilstede ved deres Sammenkomst. Ikke engang Rosenkrantz var tilkaldt.
Orloff overleverede Brevet, hvilket Kongen meget opmerksomt gjennemlæste, ganske som om dets Indhold havde
