hænde, at han desuagtet har havt mere Sympathi for dem, end han i sin Egenskab af Danmarks Udenrigsminnister har fundet hensigtsmæssigt at udtale, specielt til en Mand i den Stilling som Keiser Alexanders Udsending. Hvad man ellers kjender til Rosenkrantz, tyder paa, at han har havt andre Følelser for det norske Folk, der mellem sine første Tillidsmænd talte hans egen Broder. Men han har ogsaa forstaaet, at der var kommet Begivenheder imellem, som vilde gjøre en Fornyelse af den gamle Forening til en lidet tænkelig Sag og ialfald ubetinget maatte gjøre den til en Umulighed, hvis Forudsætningen derfor var en Tilbagevenden til de gamle statsretslige Former. Christian Fredrik havde sprængt disse, i det samme Øieblik, han vilde bane Veien for en fremtidig Gjenforening.
For Rosenkrantz blev det nu tillige en Hovedsag at rense sin Konge og sig selv med, som dennes Udenrigsminister, for alle Beskyldninger om at have drevet et falsk Spil, for at bevirke en Kuldkastelse af Kielertraktaten. Det var en Sag for sig selv, at man havde følt en dyb Smerte ved at underskrive en Fred, der sønderrev de mere end firehundredeaarige Baand, som knyttede Norge til Danmark og det oldenburgske Kongehus, — hvad ogsaa Orloff paa sin Side fuldt vel forstod og var langt fra at misbillige. Han var kommen til Danmark for at studere forholdene og derpaa at opgjøre sin Dom over dem. Han handlede i Overensstemmelse dermed og begyndte snart at betragte Stillingen med en stor Upartiskhed. Han tog sit selvstændige Standpunkt, og ud fra dette satte han sig ind i de fore liggende Spørgsmaal.
Orloff gjør, som han fremtræder i sine Beretninger til Gev Nesselrode, den russiske Statssekretær for de udenrigske Anliggender, Intryk af at have været en bestemt Personlighed, der ønsker at danne sig en egen og mest mulig korrekt Mening. Han vinder ved nærmere Bekjentskab. Men det maa ogsaa erindres, at han fremfor alt lod sig bestemme
