Rosenkrantz, Danmarks Udenrigsminister, var selv Normand. Han var derhos gift med en fornem russisk Dame. Med ham havde Orloff at forhandle.
Rosenkrantz afgav den Forsikring, at hans Herre Kongen ikke ønskede at faa Norge tilbage. Begrundelsen heraf er noget paafaldende. Men den er vistnok aldeles korrekt, stemmende med Frederik den Sjettes hele Tankegang.
Normændene havde, saa sagde Rosenkrantz, altid været nogle urolige Hoveder. Men nu var de blevne formelig berusede af den Frihed, de havde begyndt at smage, og det var ikke at tænke paa, at de kunde bringes bort fra denne.
Merkelige Ord, udtalte forinden endnu Rigsforsamlingen var færdig med sit Arbeide og helt havde grundlagt den norske Frihed!
Men deri — sagde Rosenkrantz — laa den store Anstødssten, der gjorde det umuligt for Frederik den Sjette at ønske sig Norge tilbage. Thi Danmark var nu henvist til at blive et absolut styret Land, som det tidligere havde været.
Anderledes var det med Sverige.
Sverige havde nemlig, hvad Frederik den Sjette aldrig kunde tænke sig at give sine egne Riger, en fri Forfatning, og derfor kunde Norge passe ganske anderledes i en Forening med dette Rige end med Danmark.
Naar Rosenkrantz gav en saadan Anvisning, var det ikke hans egen Mening. Det var Kongens Synsmaader, som han her skulde fastslaa. Det ser næsten ud, som Rosenkrantz selv har antydet, at han ikke følte nogen større Begeistring ved at skulle tilbage under det enevældige Styre, men at han forstod, at det var uundgaaeligt, og at han derfor ikke vilde indlade sig paa noget videre Ræsonnement i den Anledning, i Bevistheden om dets fuldkomne Overflødighed.
Naar han gav sine Landsmænd den Omtale, at de altid pleiede at være nogle urolige Hoveder, men at de ved denne Anledning havde gaaet videre end sædvanlig, kan det nok
