politiske Formaal. Hans Stilling i dette har været forskjellig bedømt, og der har været mindre fordelagtige Relationer i Omløb desangaaende. Da han døde i 1842, stod Sagen ikke klar, og der er flere Aar senere derom ført en indgaaende og interessant Diskussion i den russiske Presse. Orloff var, hvad man i Rusland har kaldt en Decabrist, og specielt var han sammen med N. I. Turgeneff, en af Grundlæggerne af en særskilt Afdeling af Selskabet, som dog allerede blev ophævet paa en Forsamling, der i Januar 1821 holdtes i Moskau.
Efter Revolutionen i 1825 blev han kun let straffet — i Sammenligning med de andre Decabrister. Det er paastaaet, at han kom paa Fæstningen til en Begyndelse. Men dette er igjen bestemt benegtet af hans Søn, der har erklæret aldrig at have hørt noget derom.
Nærmest har han hørt til den liberalpatriotiske Retning, og dette kommer ogsaa en Smule tilsyne i hans fra Kjøbenhavn og Kristiania afgivne Indbereininger om Sendelsen i 1814.
Generalmajor Orloffs Instruktion er udfærdiget de April 1814 i Paris, hvor paa den Tid, da Kommissionens Afsendelse blev besluttet, den russiske Keiser opholdt sig. Det var ogsaa der, Wetterstedt paa Sveriges Vegne havde forlangt Magternes Intervention. Dens Indhold er, efterat de tre øvrige Instruktioner er kjendte, uden synderlig Interesse. Hovedsagelig angaar den Sendelser til Danmark og indeholder i den Henseende skarpe Paalæg, hvorimod den Omtale, som deri bliver Norge og Christian Frederik tildel, er en mere underordnet. Orloff kunde, saafremt det i Danmark ikke gik efter Ønske med Underhandlingerne, true med at ville reise til Norge, og det var underforstaaet, at han ogsaa skulde begive sig did. Ligeledes kunde han, hvis man ved det danske Hof ikke rettede sig efter Keiserens
