at jeg ikke var oplagt til at giøre store Spring, men tvertimod ved min elendige Skiønsomhed aldeles udygtig til ethvert betydeligt Embede. Han lagde til, at han havde giort den Opdagelse, ved at høre mine Fortællinger om Europæerne, at mit Fødeland maatte være
Et meget usundt Land, som skiult i Taage laae,
Og hvor i Taagen man kun lutter Narre saae.
Han forsikkrede mig i øvrigt paa den høfligste Maade om sit Venskab, og raadte mig uden Ophold at giøre mig færdig til Reisen.
Jeg fulgte denne meget fornuftige Mands Raad, saa meget mere, da Nødvendigheden udkrævede det, og det syntes mig en Dumdristighed, at sætte sig op imod Fyrstens Befaling. Jeg begav mig altsaa paa Reisen, i Selskab med endeel Smaatræer, som tilligemed mig vare giort færdige fra Seminariet, og i samme Hensigt, som jeg, bleve sendte til Hovedstaden. Vores Veileder var en gammel Karatti, eller Opsynsmand, der red paa en Stud, fordi hban af Alderdom ikke længer kunde gaae. At age er overalt ber noget ganske usædvanligt; det er kun udlevede Oldinger og Syge, som nyde denne Beqvemmelighed, endskiøndt Indbyggerne her vare langt meer at undskylde, om de lode sig kiøre, end vi, da de flytte sig med saa megen Vanskelighed og Langsomhed.
Det falder mig herved ind, med hvilken Latter de underjordiske Folk hørte paa den Beskrivelse, jeg engang giorde dem over Kiøretøiet heroppe, vore For-
