Side:Niels Klims underjordiske reise.djvu/62

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

For imidlertid at gyde nogen Balsam i mit Saar, og trøste mig saa godt, som han kunde, sagde han mig omtrent følgende mærkelige Ord, hvis Sandheds hele Vægt mit Hierte følte:

Tragt aldrig efter det, den blinde Pøbel troer
At skabe Fryd hos den, som Dumhed kalder stor,
 Hvis Glimmer Dumhed blot kan enske og misunde!
Ak, ofte Viisdom Een saae hvirvlet op
Til Magtens høie Bølges svimle Top,
 For, Skibet lig i Storm, at gaae til Grunde.
Tidt sank, beladt med Titier og med Guld,
 Den, som gled ellers sikker giennem Livet;
At bære dette Jordens tunge Muld
 Blev meget Faa blandt Dødelige givet.
De stræbe, jage, svede hist og her,
 For Skat til Skat, og Rang til Rang at klynge;
 Omsider kneiser den optaarnte Dynge,
Lig Pyramiden omvendt, Skyen nær,
For i det næste Nu at styrte brat omkuld,
Og knuse Dyngeren i sit tilbedte Muld.

Han lagde til, at man med middelmaadig Lykke i en lavere Stand ikke havde sligt et Fald at frygte. Mit Testimonium fra Karatterne paastod han at være, som det burde, og at disse grandseende og retskafne Dommere, der aldrig lode sig bestikke ved Gaver, eller skrække ved Trudsler til at vige mindste Fodbred fra Sandheden, ikke heller heri kunde mistænkes for Partiskhed. Han sagde mig endog omsider reent ud, at han selv for længe siden havde lagt Mærke til min svage Dømmekraft, og at han strax af mit hurtige Begreb og frugtbare Hukommelse havde sluttet sig til,