som disse, der ere en Prydelse for vore Universiteter, til Theaterspil, og da det faldt mig ind, at jeg selv tre Gange havde disputeert offentlig med største Berømmelse, kunde jeg neppe bare mig for at græde af Ærgrelse. Imidlertid var det dog ikke nær saa meget Handlingen i sig selv, som Maaden den skeete paa, der forargede mig; thi man leiede ved slige Leiligheder visse Sammenhidsere, der kaldtes Kabalki, som, naar de mærkede, Disputatorernes Hidsighed sagtnedes, stak dem i Siden med et Slags Syle, for at muntre dem og bringe dem paa ny i Hede. Jeg forbigaaer adskilligt andet i denne Anledning, som jeg rødmer ved at tænke paa, og som jeg ikke kunde andet end fordømme hos et saa oplyst Folk, som dette.
Foruden disse Disputatorer , som man spøgviis kaldte Masbakki eller Slagsbrødre, holdt man adskillige andre fireføddede, saavel vilde, som tamme Dyr, og endeel Rovfugle, hvilke man for Penge ligeledes lod fægte med hinanden til Tilskuernes Fornøielse. Jeg spurgte min Vert, hvorledes det var mueligt, at en saa skiønsom Nation kunde nedsætte slige ædle Øvelser, hvorved man skiærper Forstanden, opdager Sandheden, og lærer at tale med Lethed, til Spilfægtninger. Han svarte mig, at i de barbariske Tider havde disse Øvelser været i stor Agt; men da Erfarenhed langt om længe lærte, at de meget mere tiente til at skiule Sandheden, giøre Ungdommen kaad, opvække Urolig-
