den anden derimod afbad vel ikke StrafFen, men raadte til at opsætte den, indtil man fik at vide, hvem og hvorfra jeg var, og om jeg var et umælende Dyr eller et fornuftigt Væsen. Grenenes Opløftelse mod Himmelen, fortalte man mig, var en sædvanlig Religions-Ceremonie, som man altid iagttog, før man dømte i Sager. Sagførerne vare omsvøbte med Faareskind, for at erindre dem den Uskyldighed og Oprigtighed, de burde vise i deres Sagers Behandling. Og virkeligen lagde jeg Mærke til, at alle Sagførere her vare meget retskafne og ustraffelige, hvilket beviser, at det dog er mueligt i en vel indrettet Stat at finde redelige og brave Advocator. Man har saa strænge Love i dette Land mod Sagfordreiere, at ingen Kroglove, Lumskhed eller Partiskhed kan besmykkes. Intet Bedrageri kan afbedes, ingen Misgierning undgaae sin Straf. Det er ligesaa umueligt for en Forbryder at undflye, som at finde en Huser eller Hæler.
Den tredobbelte Gientagelse af deres Taler havde sin Grund i dette Folks særdeles langsomme Begreb, der udmærkede dem fra alle andre Nationer der paa Kloden; thi meget faa iblandt dem havda den Evne at forstaae hvad de blot løseligen havde læst, eller begribe hvad de kun eengang havde hørt. Man holdt for, at de, som strax fattede en Ting, maatte nødvendigen mangle Dommekraft, og derfor betroede man sielden eller aldrig slige letnemme Personer store og vigtige Embeder. Erfarenhed havde lært dem, at
