Side:Niels Klims underjordiske reise.djvu/34

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Natur, at jeg endog af Frygt og Forvirriiig aldeles glemte min egen. Ligesaa lidt kunde jeg begribe hvad dette Optog, som gik for sig med langsomme høitidelige Skridt, skulde betyde, endskiøndt jeg haabede ikke meget Godt af den vredladne Mumlen og Knurren, som overalt gienlød i Marken. Den Fortørnelse paa mig, som jeg heraf sluttede mig til, havde virkelig sin Grund; thi det Træ, hvori jeg i min Angest, da jeg flygtede for Tyren, begyndte at klavre op, var hverken meer eller mindre end Byfogdens Kone i den nærmeste By. Den fornærmede Persons Anseelse forstørrede uendelig min Forbrydelse; thi jeg syntes at have villet voldtage ikke et almindeligt Fruentimmer, men en Dame af første Rang, og det paa aaben Mark i Adskilliges Nærværelse: et ganske nyt og gyseligt Syn for et saa ærbart og sædeligt Folk, som dette. Endelig kom man til Byen, hvorhen jeg blev ført fangen. Dens Huse vare ikke allene prægtige; men dens Afdelinger, Gader og Stræder udmærkede sig ved Lighed, Orden og Symmetrie. Husene vare saa høie og anseelige, at de saae ud som Taarne. Gaderne vrimlede af Træer, som spadserede, og naar de mødtes, hilsede hinanden ved at nedbøie deres Grene. Jo flere de lod synke, jo større Beviis var det paa Ærbødighed og Høiagtelse. Saaledes, da just paa samme Tid en Eg hændelseviis kom ud af et særdeles anseeligt Huus, vege de øvrige Træer tilbage, nedbøiende deres fleste Grene, hvoraf man kunde slutte,