hvis det ellers kan kaldes et Gode, bør allene tilskrives Luften og Levnetsmidlerne der i Landet.
Provindsen Lalak, som man kalder med det Tilnavn Maskatta, eller den Lyksalige, syntes ret at svare til dette Navn. Alting fremkom der af sig selv, uden mindste Hielp af Konsten. Man behøvede hverken at pløie eller saae i den yderst frugtbare Jord; kort: jeg fik her et tydeligt Begreb om det lyksalige Land,
Hvor hist en Bæk af Melk, og her en Flod af Miød
Imellem Jordbær og Meloner fled;
Og Cyperviin af Klippens Diamanter
Nedsprudlede sit Guld i Kummer af Krystal,
Som mellem Roser i den eviggrønne Dal
Ved Bækkens Bred, med luemalte Kanter,
Utømmelige stode. Hist og her
Stod’ vinkende med tusind grønne, røde,
Voxgule Frugter Edens bedste Tæer,
Og med udstrakte Grene dem frembede;
Her syded’ Suppen, og paa samme Sted
En pillet Høne faldt af Himlen ned
I Jaspis-Gryden. Hist i hele Skarer
Sprang ad af Skoven lækkre, mere Harer,
Og lagde sig paa hver sit Fad;
Og stegte Ryper, Lærker, Bekkasiner.
Neddrattede med ufortrødne Miner
Paa selvfrembragte skiønne Porcelliner,
Der stod’ om Fadet i symmetrisk Cirkelrad.
Hist faldt en Sukkersnee, mens Saften af Citroner
Hist styrknedes til Iis; og Tærter og Makroner,
Deviser og Godtgodt — hvordan de bar sig ad —
Var, før man saae sig til, og krøbne hen paa Fad;
Mens alle Fugle sang, som ikke stegte vare,
Snart een, snart to, snart tre, og snart den hele Skare,
