absolut nødvendighed her i Norge som i hele Nordeuropa og Sibirien, og det er ved den, de dygtigste skiløbere er blevne uddannede i bygderne.
Før i tiden var det almindeligt her i Skandinavien, at man om vinteren forfulgte de større dyr, elg og ren, paa sine ski. Naar sneen er dyb, er det som regel ingen vanskelig sag for en dygtig skiløber at indhente dem og fælde dem, idet de synker i og kun med møie kan komme frem. Det var en spændende jagt, som ofte nok fordrede saavel styrke og udholdenhed som behændighed i at bruge skien. Den maade at fælde ren paa staar allerede omtalt i det tidligere anførte stykke af «Kongespeilet».
Nu, da disse dyr er fredede om vinteren, er dermed denne jagt forbudt; men endnu drives den vistnok af krybskyttere i mange dele af Skandinavien, især i Sveriges fladere skogtrakter, hvor den falder lettest.
Den fangst, hvortil den norske bonde nu mest bruger skien, er sikkert nok rypeskytteriet og snarefangsten i tjeldet. Den er fredeligere og mindre anstrengende, denne jagt; men ogsaa den har sin egen tiltrækning. At færdes i fjeldet om vinteren, naar vidjekrattet ligger tyngdet under sneen, naar ryperne, saa hvide, at de kun med møie kan skjelnes, fra omgivelserne, flakser og kagler i bjerkelierne, det kan nok gjøre hugen let og fri, mens øiet ser vidt over den hvide vidde. Og saa med bøssen og rypebøren paa ryggen at skjære med susende fart udfor de lange aabne lier, det kan nok give blodet raskere fart, dette.
Ikke usedvanligt er det, at den norske bonde bruger skien ogsaa til at ringe hare om vinteren, og undertiden hænder det vel og, at han paa ski opsøger bjørnen i hiet, eller, naar sneen er dyb og løs, forfølger gaupen, jærven eller en enkelt bjørn, som tilfeldig kan være bleven skræmt
