Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/88

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

er anbragt omtrent midt paa skien, og hvori man stikker fodspidsen. For alle gode skiløbere kommer dernæst til et hælbaand, som fra taa-stroppen gaar bagenom hælen.

Paa disse ski kommer man frem over flad mark ved en egen sigende bevægelse af ben og underkrop. Begyndelsesgrundene er egentlig ikke vanskelige at lære; men færdigheden kan udvikles til en høi grad af fuldkommenhed. Man maa ikke løfte skierne og stampe afsted gjennem sneen, saaledes som man ofte ser fuskere gjøre, — de gaar, som de var barfodede i en myr. Det gjælder netop om at føre dem frem glidende paa sneen. Man holder dem stadig i sig fremover, idet kroppen, spændstig og let, følger med i bevægelsen. Skierne føres parallelt saa nær forbi hinanden, som det er muligt, — de føres altsaa ikke til siderne som skøiter, hvilket vistnok mange tror, der ikke har seet skiløbning. Sporene i sneen der, hvor en dygtig skiløber har faret, blir saaledes to parallele linjer. I haanden bruger man almindelig en stav, som man hjælper til med under gangen, og som i enkelte bygder opnaar en urimelig længde. Ved denne gliden fremover kan man paa godt skiføre opnaa stor hurtighed paa sletten.

Opover bakke gaar det selvfølgelig langsommere, men ogsaa her vil den dygtige skiløber være enhver anden overlegen. Er bakken brat og lang, gaar han ikke bent paa, slag i slag krydser han sig opover mod toppen, eller ogsaa gaar han paa siden opefter skridt for skridt og danner ligesom trappetrin i sneen. Er bakken kortere og skierne ikke for lange, kan han gaa bent op paa det vis, som sees til venstre i hosstaaende tegning. Skierne vendes udad, til de danner en saa stor vinkel mod hinanden som bakkens skraaning gjør nødvendig, og føres frem saaledes, at