jo legemet intet næringsstof af betydning, og hvad man faar paa forskud af kræfter i det ene øieblik, maa betales med en tilsvarende afmattelse i det næste.
Det vil vistnok af enkelte indvendes, at der kan forekomme de tilfælde, hvor det gjælder om blot at have kræfter for et kort øieblik; men jeg vil dertil svare, at jeg ikke indser, hvorledes den slags tilfælde skal kunne indtræde paa en længere slæde-ekspedition, hvor det tvertimod som regel gjælder om saa regelmæssigt og sikkert arbeide som muligt.
Alt dette kan for mange synes saa selvindlysende, at det er overflødigt at nævne; men ikke desto mindre ser man arktiske ekspeditioner lige til den sidste tid gaa afsted med store ladninger ikke alene af tobak, men endog af saa ødelæggende stimulanser som spirituøse drikke. Betegnende for opfatningen i saa henseende er f. eks. fortegnelsen over de drikkevarer, som den anden tyske nordpol-ekspedition (se dennes beretning, indledning p. 44 og 46) førte med sig paa de to skibe «Germania» og «Hansa». Det er sørgeligt, naar denne misopfatning kan faa et saadant udslag, som den fik under Greely-ekspeditionen, den sidste store tragedie i den arktiske opdagelseshistorie. Naar man her ser, hvorledes f. eks. den kjække sergeant Rice, dødstræt, udhungret og forfrossen tror at kunne redde sig ved et kvantum rum, hvortil endog sættes amoniak (det værste, han kunde finde paa), og saa umiddelbart derpaa dør i sin ven Fredericks arme, mens Frederick berøver sig selv klæderne, endog lige til skjorten for at varme sin vens stivnende lemmer o. s. v., da kan man ikke undgaa at bli underlig berørt ved tanken om, at saa megen energi, saa meget mod og selvopofrelse blir saaledes ødslet bort. Jeg skal ikke engang omtale de
