Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/714

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

godt sammenpressede og skikkede til at modstaa regnens og tidens tand saa godt, som de har gjort.

Aaserne bestaar som bekjendt af lignende grus og sten som disse hauge, de er ogsaa gjerne beliggende ovenpaa den saakaldte bundmoræne. De adskiller sig imidlertid fra de omtalte hauge derved, at deres materiale er mere slidt og synes at have været mere udsat for vandets paavirkning; de har endvidere en bestemt lagdannet bygning, som ogsaa synes at antyde, at vand maa have spillet nogen rolle ved deres dannelse. De er lave rygge, der fortsætter sig over lange strækninger, som regel parallelt med skurstribernes retning eller med isens bevægelse. I Norge har vi faa aasdannelser; muligens er der nogle paa Jæderen; i Sverige er der derimod mange. I Skotland, England og Irland er de hyppige. I Amerika udbreder de sig over store strækninger.

Vor ekspeditions iagttagelser feier med et drag bort alle forklaringer af aaserne som elvedannelser ovenpaa isen eller i tunneler i denne; thi for det første mangler, som vi har seet, for en væsentlig del elvene, og for det andet mangler fuldstændig det materiale, nemlig moræneslam og grus, hvormed elvenes render og tunneler skulde fyldes.

Efter min mening kan der neppe være tvil om, at aaserne er dannede af elveløb ikke ovenpaa isen, men paa dennes underside.

Alt det vand, som dannes ved isens smeltning paa undersiden, maa skaffe sig afløb, dette kan det kun gjøre ved at hule sig udløb under isen; det blir da selvfølgelig ikke underlaget, men overlaget, altsaa isen selv, som vandet, idet det render gjennem disse løb, hovedsagelig kommer til at tære paa. At elveløbene kommer til for en væsentlig del at maatte følge samme retning som isens bevægelse, er selvsagt, da de ellers snart vilde bli stængte. Da imidlertid denne isens bevægelse for en stor del maa rette sig efter underlagets helding og dalene, saa vil følgelig elveløbene komme til for en større eller mindre del at følge de sidste, det vil sige, deres løb kommer til i en vis grad at falde sammen med de nuværende elves hovedretning. Naar nu en bræ, gjennemfuret af saadanne elveløb paa undersiden, bevæger sig ud over en saakaldt bundmoræne, da er det klart, at dennes grus vil presse sig op i elveløbenes render, elvevandets tæren eller slid paa taget i dets istunnel blir selvfølgelig endnu større, end da bræen bevægede sig over fast grund. Efterhvert som imidlertid elven æder sig opefter i isen, vil gruset følge efter ind i elvetunnelen, og elven vil nødvendigvis snart bevæge sig langs hen over en ryg af grus, og denne vil ligesom de omtalte «drumlins» vedbli at stige, indtil andre kræfter melder sig og stanser videre udvikling.

Paa den anden side er det klart, at en elv, der af et stort hydraulisk pres indefra tvinges frem gjennem en lukket kanal under et saa forfærdeligt tryk, som det, den overliggende is udøver, maa faa en stor evne til at føre afsted med sig den underliggende morænes grus og stene. Kommer den imidlertid længere ud mod isdækkets rand, hvor