At vi med vort nuværende kjendskab ingen ret har til at antage
det første, vil vi snart kunne overbevise os om; thi steg
indlandsisen i det indre, maatte det jo ogsaa antages, at den
skulde forøges nær randen, men det fremgaar ikke af de iagttagelser
og maalinger, som hidtil foreligger. Disse strækker sig vistnok
ikke gjennem et tidsrum, som tilsteder mere vidtrækkende
slutninger; men de er dog foretagne gjennem flere aar.
Hvad kan da bidrage til, at snemængden ikke forøges?
Fordampningen fra overfladen kan, som vi allerede har seet, kun være liden og er ikke istand til at forringe snemængden i nogen følelig grad.
Vinden, der skulde kunne drive sneen fra det indre mod kysterne som fin snedrift, kan heller ikke have nogen stor virkning i denne henseende. Vistnok blæser den nær isranden temmelig stadig udad, men i det indre synes der i det hele at være meget lidet vind, og den, som er, blæser ikke regelmæssig fra nogen kant.
Der er følgelig paa overfladen intet, som er istand til at forhindre sneens stigen. Denne kunde vi i virkeligheden ogsaa direkte iagttage ide mange snelag med mellemliggende tynde isskorper. Det blir altsaa i dybet, at vi maa søge vore grunde.
Efterhvert som vi gaar nedover, træffer vi paa en faktor, som maa være af betydning i denne henseende, og det er trykket. Det maa nemlig erindres, at sneen og isen — som ved tryk er frembragt af hin — er en tildels plastisk eller seig, halvflydende masse, som ikke kan naa nogen meget stor tykkelse, før trykket vil bevirke, at den siger ud til siderne, og paa den maade danner skridjøkler, større eller mindre alt efter massens størrelse, saaledes som vi kan iagttage overalt i vore høifjelde.
Paa denne maade vil altsaa trykket tvinge den grønlandske indlandsis, efterhvert som den stiger i det indre, i en stadig bevægelse ned ad underlagets fjeldsider, ud gjennem de dale, hvor den lettest kommer frem, og mod kysterne, hvor den saa som de bekjendte mægtige skridjøkler glider ud i fjordene og afkaster sine isfjelde, der af havet føres bort. Paa denne maade svarer paa en vis disse skridjøkler eller isstrømme til elvene i andre lande, idet de for en del danner afløb for nedbøren i det indre land; forskjellen er bare, at afløbet sker i fast form istedenfor flydende.
Mange har muligens vanskeligt ved at tænke sig sne og is paa den maade bevægelig; men hvis man isteden derfor tænker sig Grønland dækket af et tilsvarende lag beg, vaad lere eller gele, vil man antagelig straks indse nødvendigheden af, at dette lag senere eller tidligere maatte sige ud i havet.
Det vil saaledes forstaaes, at med en vis mængde nedbør vilde indlandsisen, selv om ingen andre faktorer var tilstede, dog ikke kunne stige mer end til en bestemt høide, hvor bevægelsen foraarsaget ved
