Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/708

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Den sterke afkjøling ved udstraaling af de allerøverste snelag tror jeg saaledes for en væsentlig del er aarsagen til de gjennemgaaende lave temperaturer, vi iagttog under hele færden gjennem det indre. Vistnok har solen tilsvarende let for at opvarme de øverste, slet varmeledende snelag om dagen, men det maa erindres, at længere end til 0° kommer den i ethvert fald ikke, og dernæst reflekterer den hvide sneflade ikke lidet af de varmebringende solstraaler.

En anden faktor, som i høi grad maa bidrage til at forøge udstraaling og skaffe lav temperatur, er den tynde luft i denne høide over havet. Det maa endvidere erindres, at en lignende jevn slette i en saadan høide af op til 2700 m. over havet kjendes endnu ikke. Den er ikke gjennemskaaret af dalsænkninger, hvori den ved udstraalingen afkjølede luft kan synke ned, eller hvorfra varm luft kan stige op. Lufttrykket er desuden slig, at kun lidet luft tilføres fra kysterne, idet vindene mest gaar fra det indre mod disse. Udstraalingen maa med høi grad af lethed kunne gaa for sig gjennem denne tynde kolde luft, hvis relative fugtighedsgrad vistnok er stor, men hvis absolute fugtighed dog er yderst ringe. Desuden maa det erindres, at vi kun kunde undersøge luften indtil mands høide fra snefladen. Urimeligt er det vel ikke, at man høiere tilveirs vilde finde varmere og forholdsvis tør luft, som i end høiere grad begunstiger udstraalingen; det maa nemlig erindres, at da der er forholdsvis smaa forandringer i luftlagene derinde, og da der neppe uden om sommeren kan være nogen sterk opadgaaende luftstrøm, som kan tilføre de høiere luftlag fugtighed, idet de af snefladen afkjølede lag som de tungeste synker ned. saa maa man nødvendigvis vente at finde tørrere og til en vis grad varmere luft i de høiere luftlag, saasnart varmeudstraalingen er større end varmetilstraalingen, og det er den, som det vil forstaaes, en stor del af aaret.

Endnu en tredje faktor, som ogsaa, skjønt i mindre grad, kan bidrage til temperaturens synken i den indre sneørkens overflade, kan det muligens være af interesse at antyde. Som jeg senere vil udvikle, maa der efter min opfatning foregaa en stadig smeltning[1] paa sne- og ismassens underside der, hvor den berører det underliggende land. En saadan smeltning binder imidlertid en masse varme, som føres med smeltevandet, der under ismassen render ud til kysterne. At en saadan stadig bortførelse af varme fra indlandsisens undre lag heller ikke kan være ganske uden indflydelse paa dens overfladetemperatur, er saa indlysende, at det neppe trænger nærmere forklaring. Paa den ene side tages jo denne varme fra indlandsisen selv, og dette maa meddele sig til overfladen i mer eller mindre grad alt efter is- og snelagets

tykkelse, paa den anden

  1. Som allerede omtalt, foregaar ingen smeltning, som kan formindske snemassen, paa overfladen. Denne smeltning kan følgelig heller ikke bidrage til at forringe temperaturen ved at binde varme, da den bundne varme atter afgives ved frysningen paa stedet om natten.