været saa mægtig som den skandinaviske og nordeuropæiske, desuden har Grønlands indlandsis endnu kun trukket sig delvis tilbage, og der er endnu en stor mulighed for stigning, inden al is smelter bort. Hvad enten landet for øieblikket befinder sig i synken, saaledes som enkelte har ment at se beviser paa, eller er i stillestaaen, det har i denne forbindelse liden interesse; thi det vilde i saa tilfælde kun bevise, at indlandsisen for øieblikket har en periode, hvori den vokser eller holder sig paa samme høide. At den ialfald ikke aftager synderlig nu, kommer jeg senere til at omtale.
Indlandsisens overflade.
Af sprækker fandt vi paafaldende lidet paa vor færd. Paa østsiden optraadte de kun indtil 15 kilometer fra kysten. Nær vestkysten mødte vi den første spræk muligens 40—45 kilometer fra indlandsisens rand. I hele det indre fandtes ingen antydning dertil. Elve paa isen saa vi saagodtsom ikke. Dette kunde efter manges mening tilskrives den sene aarstid. Men paa den ene side er midten af august, da vi var paa østkysten, ikke nogen sen aarstid, hvad snesmeltningen angaar, og for det andet maatte vi, om end elvene selv var forsvundne nær vestkysten, dog have seet deres render. Deraf saa vi imidlertid intet i det indre, det var i høiden 20 til 30 kilometer fra indlandsisens vestre rand, at noget saadant iagttoges. Ligeledes kan der muligens indtil 15 kilometer fra østkysten rende mindre bække ovenpaa isen. Udenfor disse smaa stykker nær kysterne findes ikke paa nogen tid af aaret elve paa den af os befærdede del af indlandsisen.
Beskaffenheden af indlandsisens overflade i det indre vil man forhaabentlig faa et nogenlunde klart billede af ved skildringen i kapitel XVIII. Som det deraf vil sees (side 482, er det ikke meget langt fra østkysten, at overfladen begynder at dannes af tør sne, hvorpaa solen kun formaar at danne tynde isskorper. Af saadan tør sne dannes hele den indre isørkens overflade. Hvor dybt vi der maa gaa for at finde denne sne forvandlet til is, ved vi intet om. Det maa ensteds ske paa grund af trykket. Det merkeligste ved denne iagttagelse af tør sne er det, at sneens og isens masse inde i landet altsaa ikke formindskes ved smeltning paa overfladen, men derom mer senere.
Med hensyn til indlandsisens overflade skal jeg endnu kun gjøre opmerksom paa, at vi kun lidet eller intet iagttog af fremmede gjenstande.
Af Nordenskiölds isstøv eller kryokonit saaes næsten intet paa østkysten eller nær denne. I nærheden af vestkysten fandt jeg det paa flere steder indtil 30 kilometer fra isranden, det var dog altid kun smaa mængder, som saaes, hvilket for en stor del maa tilskrives den sene aarstid, idet de vandhuller, hvori kryokoniten gjerne findes, var tilfrosne.
Af moræneslam eller stene (flytblokke) saaes intet nogensteds paa
