Som noget, der endvidere maa have bidraget til, at landene har
steget, efterat de blev dækkede af is, er den formindskelse af
tryk, som er kommen derved, at dækket har tæret paa og har ført
materiale bort fra underlaget. At den formindskelse af tryk, som
derved er bleven foraarsaget, ikke er liden, kan man faa et indtryk
af ved at erindre de masser sten og grus, som fra Skandinavien er
førte over til Rusland, Danmark og den nordtyske slette.
Forbisees bør det dog ikke, at en saadan stigning tildels ogsaa kan være tilsyneladende, idet det ikke er landet, som har steget, men sjøen, som har faldt. Det har nemlig været paavist, at landene udøver tiltrækning paa sjøen, saaledes at dennes overflade staar høiere nær bratte og høie bjerglande end andre steder; noget lignende vilde ogsaa være tilfældet, om landet bestod af is. Det er klart, at jo større landets (eller ogsaa isens) masse er, desto sterkere blir tiltrækningen og desto høiere sjøens overflade. Naar nu, saaledes som efter istiden, landets masse er bleven forringet ved det bortgravede materiale og ved selve isens forsvinden, er ogsaa tiltrækningen bleven mindre, og sjøens overflade maa være sunket; at dette imidlertid ikke strækker til for at forklare de iagttagne forandringer, fremgaar tydeligst af Hansens tidligere omtalte strandlinje-undersøgelser; thi efter disse maatte nemlig sjøens synken have tiltaget regelmæssig indigjennem fjordene og proportionalt med afstanden fra yderkysten. Vistnok maa tiltrækningen være noget sterkere inde i fjordene, men forskjellen blir langtfra nok til at forklare de foreliggende iagttagelser, ligesom hele forringelsen af tiltrækningen paa langt nær kan foraarsage en synken stor nok til at frembringe en tilsyneladende stigning af op til 700 fod.
Af de indvendinger, som er gjort mod, at isens forsvinden kan være aarsag i landets stigning, kan nævnes den, at man i Sverige har paavist postglaciale hævninger af landet. Disse forekommer det mig kan meget godt forklares, saaledes som Hansen mener, derved, at længe efter at isen havde trukket sig tilbage fra det sydlige Sverige, holdt der sig store levninger af den i Norge og Nord-Sverige, og det er disse levningers forsvinden, som har foraarsaget de svenske postglaciale hævninger.
Vanskeligere at forklare er paavisningen af landhævelser i Asien, hvor der ingen istid har været. Det kan imidlertid tænkes, at ved regnvandets og elvenes tæren paa landene kan deres masse saaledes forringes, at en merkbar stigning maa fremkaldes; dette maa da først og fremst ske i nordlige lande, hvor denne virksomhed paa grund af kulden er størst. At havets tæren paa Færøernes og Islands kyster kan, saaledes som tidligere omtalt (side 142, have foraarsaget disses stigen og derved basaltlagenes skraa stilling paa disse øer, synes ogsaa at tyde paa, hvilken indflydelse erosion kan have i denne henseende.
At Grønlands stigning som regel er betydelig mindre end Skandinaviens, stemmer ogsaa godt med den her omtalte forklaring af stigningen; thi Grønlands indlandsis har sikkert nok ikke selv i sin største udbredning
