Over steder som Fillefjeld og Hardangervidden vilde bræen bli
1300 til 1600 meter (4000 til 5000 fod) tyk, over bunden af
Valders, Hallingdal, Gudbrandsdalen o. s. v. vilde den bli mindst
1900 til 2200 meter (6000 til 7000 fod) tyk. Paa nogle steder, som
over Mjøsen, Randsfjorden og fl. vilde laget bli endnu tykkere,
mens det paa andre steder, som over fjeldryggene mellem dalene,
vilde bli mindre; dets tykkelse vilde her dog ikke bli formindsket
med mer end 1000 til 2000 fod.
Paa Grønland maa jo noget lignende være tilfældet, og om vi end kan tænke os, at det faste land der tildels kan være noget høiere end i Norge, saa kan dog neppe bunden af dets dale som regel ligge mer end 700 til 1000 meter over havet, og over disse dale faar vi saaledes i det mindste en tykkelse af bræen paa omkring 1700 til 2000 meter, mens den jo andre steder kan være mindre.
Det tryk, en bræ paa 2000 meters tykkelse udøver, blir ialfald ikke mindre end 160 atmosfærer, og naar en saadan masse bevæger sig henover sit underlag, vil det nok forstaaes, at den har en voldsom evne til at skure paa dette og til at bryde løs og føre med sig alle fremstaaende ujevnheder. Paa denne maade maa de sig stadig mod kysten bevægende bræer nok være i stand til i tidernes løb at dybe ud og forstørre de dale. hvorigjennem de bevæger sig, og jo dybere dalene blir, desto tykkere blir ogsaa bræerne og desto større deres tryk og som følge deraf deres gravende evne. Paa denne maade vil det let forstaaes, hvorfor bræerne ikke kan grave jevnt paa hele underlaget, deres virksomhed maa mer og mer samle sig paa de steder, hvor der var ujevnheder og dale, før de begyndte at dannes. Den gravende evne vil naturligvis ikke alene afhænge af bræens tykkelse, men vil ogsaa være afhængig af bevægelsens hastighed. Den sidste maa ifølge sagens natur være større nær bræens ydre rand, end den er i det indre, da modstanden der er mindst og nedbøren størst. Paa den anden side er imidlertid mægtigheden mindre nær randen end længere inde. Den største gravende evne kommer følgelig til at maatte findes der, hvor produktet af disse to faktorer er størst, og det blir antagelig et stykke fra bræens rand. Isen har sikkerlig til dette sit arbeide paa den underliggende grund en betydelig hjælp af vandet og elvene, som dannes ved smeltning paa isdækkets under side, og som vi senere skal komme til at omtale.
Som et ypperligt eksempel paa, hvor mægtig skridjøklernes gravende evne maa være, kan nævnes Vaigatet i Nord-Grønland, det 20 mil lange og vel 2 mil brede sund, som fra Disco-bugten skjærer sig i nordvestlig retning mellem Disco-øen og Nugsuaks halvø ud mod havet. Som af prof. Amund Helland gjort opmerksom paa, kan ingen geolog, der gjør sig det bryderi at undersøge forholdet, være i tvil om, at de merkelige lag fra kridttiden og tertiærtiden (se begyndelsen af dette tillæg) samt de derover liggende yngre basaltiske dannelser, som optræder i omtrent tilsvarende høider paa begge sider af dette mægtige sund, engang har udgjort et sammenhængende hele. Sundet kan umulig være ældre den
