Det maa synes naturlig at der, hvor nedbøren er størst i forhold
til de kræfter, som lægger hindringer i veien for sneens voksen,
der maa ogsaa sne- og islaget bli tykkest. Efter dette kunde det
synes rimeligt, at tykkelsen skulde bli størst henimod kysterne;
thi her maa den fugtige luft, som kommer dragende indover fra
havet, afsætte det meste af sin fugtighed. Allerede snedækkets
regelmæssig hvælvede overflade maa imidlertid bringe mistanke om,
at en anden faktor af mer enkel mathematisk natur virker
bestemmende paa formen. Denne faktor er trykket. Det bør
nemlig erindres, at isdækket er en plastisk masse, som er i
bevægelse udad mod siderne. Der hvor modstanden mod bevægelsen er
størst, der maa man ogsaa vente, at massens overflade kommer til at
ligge høiest. Men modstanden mod bevægelsen maa nødvendigvis være
størst paa et eller andet punkt i landets midtre del. Dette punkts
beliggenhed maa for en del betinges af underlagets større
ujevnheder, idet disse kan forøge eller formindske denne modstand.
Fra dette punkt aftager modstanden til begge sider, og vi maa
følgelig vente at finde isdækkets overflade regelmæssig hvælvet,
saaledes som vi fandt den.
Den senere omtalte smeltning paa bræens underside maa ogsaa bidrage til, at snefladen hæver sig mod det indre, idet den tilsteder isdækket at bli tykkest der, hvor overfladens temperatur er lavest (se derom senere).
Af hvad her er paavist, maa det fremgaa for det første, at underlagets mindre ujevnheder ingen indflydelse kan have paa formen af bræens overflade, og for det andet, at underlagets større ujevnheder heller ikke kan virke absolut bestemmende, da der her kommer andre faktorer til udenfra. Det er saaledes ingenlunde afgjort, at bræens høideryg eller bræskillet, om vi vil kalde det saa, falder lige over underlagets høideryg eller vandskille. Dette kommer til at afhænge af, om det ellers kan forenes med nedbørs-, tryk- og smeltningsforholdene. At underlaget dog maa have nogen indflydelse i saa henseende, er allerede paavist. At ialfald den skandinaviske bræs høideryg ikke laa over landets vandskille, synes at være fyldestgjørende bevist. Den maa, idetmindste i den seneste istid, have ligget op til 160 kilometer i sydøst.
Hvor tyk er den grønlandske indlandsis?
Dette er et spørgsmaal, som vilde være af største interesse af faa besvaret, men desværre er det ikke let; thi at maale den vilde være forbundet med store vanskeligheder.
Jeg har tidligere sagt, at Grønland antagelig er et land ligt Norge, hvad dets fjelde og høideforhold angaar. Gaar vi nu ud herfra og tænker os Norge dækket under et lignende islag som Grønland, vil vi se, at endog vor høieste top Galhøpiggen (2560 m.) vilde kommet under sneen, hvis den kom til at ligge noget saa nær under høideryggen.
