vil man kunne iagttage to slags bølger, nogle større, som er mest fremtrædende nær kysterne, især østkysten, og som blir længere og fladere mod det indre, og mange mindre, som kunde følges den hele vei over, men som ogsaa gjerne var længere og mindre merkbare i det indre. Tildels lignende bølger har de fleste ekspeditioner, som har trængt ind paa indlandsisen, bemerket, de strækker sig, som det synes, altid i retning omtrent nord til syd. Jeg har ikke den opfatning, at det er det underliggende land, som i nogen væsentlig grad betinger dannelsen af disse bølger, ialfald ikke de mindre, jeg skulde snarere tro, at vinden staar i genetisk forbindelse dermed.
Hvad kan nu i det store hele betinge sne- og isdækkets form? At den, ialfald til en vis grad, maa være uafhængig af det underliggende fjeld, kan vi snart komme paa det rene med; thi at dette skulde danne en saa regelmæssig udstrakt slette, som indlandsisens overflade frembyder, vil neppe nogen paastaa. Da Grønlands bjergfulde sønderrevne kyster i høi grad minder om den norske vestkyst, saa er der al grund til at antage, at Grønlands indre, hvis isdækket blev taget bort, vilde ligne Norges, ja det vikle sandsynligvis vise sig endnu mere sønderskaaret, da saavel dets øst- som vestkyst er det i høi grad. Det vil med andre ord sige, at der maa være høie fjelde og dybe dale — og alt er det udjevnet og forsvundet under isdækket.
Forat vi desto lettere kan danne os et begreb om, hvad der betinger dettes form, lad os da for et øieblik tænke os, hvorledes det fra først af maa være dannet. Da temperaturen sank, muligens samtidig med en stigen af nedbøren, blev de snemasser, som ikke kunde smeltes bort om sommeren, aar efter aar større, især i de høiere fjeldtrakter. Sneen samlede sig i fonner, disse steg og forenede sig til bræer. Hvorledes denne ansamling af sne maa have gaaet for sig, kan vi iagttage i vore egne høifjelde om vinteren. Vinden feier der al den tørre, lette sne, som falder, fra topperne ned i dalene, de første holdes næsten nøgne, medens de sidste lidt efter lidt fyldes. Naar saa forholdene er blevne slig, at denne ophobning af sne i de høieste fjelddale har været større end formindskelsen ved afsmeltningen om sommeren, saa maatte altsaa snemængden i disse stige fra aar til aar; men saalænge endnu sneen i dalene laa lavere end topperne, har vinden trolig fortsat sin nivellerende virksomhed.
Efterhaanden er imidlertid dalene bleven helt fyldte, og bræernes overflade har nu kunnet stige over topperne og skjule dem. Da bræerne i de høiere trakter har sendt skridjøkler ned mod de lavere, og da temperaturen har faldt, er der kommet betingelser for, at det samme kan gaa for sig ogsaa der, og efterhaanden er det hele land blevet dækket under sne, som stadig jevnedes og holdtes glat af vinden, og som saa tilsidst har kunnet stige op over de høieste toppe og har oversvømmet alt som et eneste snehav.
Dette snehav kan imidlertid ikke ventes at være lige svært overalt.
