vor vandring, som gik i noget sydlig retning, altsaa mod forholdsvis lavere dele af indlandsisen. Vi maa paa den ogsaa være komne tidligere paa vort høieste punkt, end vi ellers vilde være komne, med andre ord: høideryggen maa i virkeligheden ligge nærmere landets midte, end det efter vor rute kan se ud.
Fjernes, saa godt det lader sig gjøre, de uregelmæssigheder i høidemaalene, som kommer af dette samt ogsaa deraf, at vor rute ikke er lige, saa viser der sig den merkelighed, at indlandsisens periferi i et snit tvers paa landets længdeakse i den bredde, hvor vi for over, danner en næsten nøiagtig mathematisk kurve, idet den meget nær falder sammen med en cirkelbue. Naar den forøgede krumning, foraarsaget ved jordkuglens form, ikke tages i betragtning, skulde cirkelbuens radius være omtrent 10 400 kilometer. Det er væsentlig kun nærkysterne, at den afviger noget fra denne, idet den her falder noget brattere af. Med andre ord indlandsisen hvælver sig i denne del af landet meget regelmæssig som en cylinderflade eller muligens rettere kegleflade, med stigning mod nord, fra den ene kyst til den anden.
Af interesse kan det være hermed at sammenstille stigningsforholdene i andre dele af indlandsisen, saavidt vi kjender dem fra tidligere ekspeditioner.
Søndenfor vor rute er der kun paa et eneste sted foretaget undersøgelser, som byder materiale af betydning i denne forbindelse. Det er paa vestkysten mellem 62° 40′ og 62° 50′ n. br., hvor den danske ekspedition under kapt. Jensen var inde. Det er desværre ikke noget langt stykke, som her er befaret; men det er dog nok til, at man kan se, at et tversnit af isoverfladen ogsaa paa dette sted falder saa nogenlunde sammen med en cirkelperiferi, hvis radius imidlertid er mindre end den tidligere — den skulde være omkring 9000 kilometer, naar der fremdeles ikke tages hensyn til jordens sfæriske form. — Ligesom vor rute falder ogsaa Jensens brattere af mod kysten end cirkelen. Interessant er det forhold, at under den inderste del af isvandringen er stigningen lavere, end den vilde være, om den nøiagtig fulgte cirkelperiferien. Grunden dertil er tydeligvis den, at isen her ligger i læ af nunatakerne (Jensens nunataker) og danner ligesom en evje i isstrømmen, mens isen paa den indre side af nunatakerne er høiere og atter falder sammen med cirkelperiferien. Saafremt isfladen hvælver sig efter den samme cirkelperiferi indover, skulde dens høide i midten af landet — som paa dette sted er ca. 400 kilometer bredt, — være omkring 2080 m.
Gaar vi nordenfor vor rute, finder vi paa det sted (paa 681⁄2° n. br ), hvor Nordenskiöld var inde, saa langt som han selv trængte frem, en stigning af isfladen, som næsten lige fra kysten falder forbausende godt sammen med en cirkelperiferi. Denne cirkelperiferis radius er meget stor, den skulde uden jordskorpens krumning være omkr. 23 350 kilometer. Undersøges stigningen under lappernes angivne skifærd, da viser det sig imidlertid, at denne falder aldeles udenfor og betydelig lavere end cirkelperiferien,
