klimatvekslinger. Og som det nærmestliggende har man tænkt sig muligheden af, at udstraalingen fra vor varmekilde solen er underkastet vekslinger, eller med andre ord, at solen er en foranderlig stjerne. Der er dem, som har ment, at solens varme holdes vedlige ved et stadigt bombardement af meteorer, som ved sin hastighed og den deraf kommende friktion frembringer varme. Er dette tilfældet, kunde det nok tænkes, at der var tider med større eller mindre bombardement, ligesom vi har bestemte tidsrum med store stjernefald, eftersom vi gaar igjennem de forskjellige kometbaner.
Saadanne paastande har dog altfor lidet at støtte sig paa, til at der kan bygges noget derpaa.
Ifølge den Kant-Laplace’ske theori maa vi kunne vente, at solens varmeudstraaling er i stadig synken, efterhvert som den blir koldere. Dette er imidlertid lige lidet som jordens eget varmetab ved udstraaling (se derom ovenfor) skikket til at forklare de foreliggende kjendsgjerninger.
Andre har ment, at de koldere og varmere klimater har sin grund deri, at rummet eller universet, hvorigjennem hele vort solsystem bevæger sig, har koldere og varmere strøg. Hertil kan vi kun svare, at om det end er yderst usandsynligt, saa kan vi ikke bevise umuligheden deraf; men der er intet paavist til støtte derfor, og saa længe blir det kun underholdende tankeeksperimenter.
Den theori, som har vundet de fleste tilhængere, er vistnok den Crollske, om at vekslingerne i jordbanens excentricitet skulde være aarsag i klimatvekslingerne. Jordbanen er som bekjendt til forskjellige tider mer eller mindre elliptisk, og nu mener Croll for det første, at det for hver halvkugles klimat er af stor betydning, enten dens vinter falder paa den del af jordbanen, som ligger nærmest solen (perihelion), eller den, som ligger fjernest fra denne (aphelion). I det sidste tilfælde vil nemlig vinteren med den nuværende jorbane bli 7 dage længere end sommeren. Solstraalernes varme i den aarstid blir formindsket paa grund af afstanden; men dette opveies fuldstændig derved, at solstraalerne om sommeren er saameget varmere; derimod vil den kortere sommer neppe kunne opveie den varme, som jordoverfladen faar anledning til at udstraale i de lange vinternætter, gjennem den 7 dage længere vinter. Derfor skulde der under en saadan periode være større betingelser for dannelsen af bræer, end under andre; dette er for øieblikket tilfældet med den sydlige halvkugle, derfor er dens temperatur nu lavere end den nordliges.
Falder imidlertid en saadan periode med forlænget vinter sammen med en tid, hvori jordbanen har naaet sin høieste excentricitet eller mest langstrakte ellipseform, saa vil forskjellen mellem vinter og sommer forøges saaledes, at vinteren blir indtil 36 dage eller mer end en maaned længere end sommeren paa den ene halvkugle, og da mener Croll, maa der alle betingelser for, at en udpræget istid kan indtræde, være tilstede.
Han har regnet ud, at efter dette skulde de gunstigste betingelser
