paa 68—69° n. br., paa Sakalin paa 67°, paa Spitsbergen paa 64—65° n. br. o. s. v.
Det vil altsaa forstaaes, at den tertiære flora maatte have havt evnen til at udbrede sig paafaldende længere mod polen, end tilsvarende planter kan under vore nuværende klimatforhold. Men at planterne i tidens løb skulde have udviklet sig saaledes, at de nu i mindre grad end før taaler et arktisk klima og de nordlige lysforholde, staar i strid med alle kjendte biologiske love; ifølge disse maa man tvertimod antage, at de mer og mer erhverver evnen til at kunne udbrede sig over jorden. Vi blir saaledes alligevel nødte til at antage en varmere temperatur for den hele jord og faar ingen forklaring paa, hvad vi her søger besvaret.
Det forekommer mig imidlertid som langtfra bevist, at de tertiære lag er afsatte fuldstændig samtidig paa alle steder af jorden Det, man støtter denne paastand paa, har fornemmelig været den hyppige optræden af enkelte plante- og dyrearter; men hvorfor disse behøver at have optraadt netop samtidig i forskjellige jordstrøg, synes vanskeligt at paavise. Naar det erindres, hvor længe forskjellige dyrearter eller ialfald dyreslegter har holdt sig gjennem forskjellige geologiske perioder, hvorledes f. eks. enkelte fiske (ceratodus) har holdt sig lige fra den fjerne kultid og til nutiden, om ikke i samme art, hvilket mange har ment, saa dog ialfald i samme slegt, eller hvordan enkelte brachiopoder (slegten terebratula) har holdt sig lige fra de allerældste forsteningsførende lag og til nutiden, — da maa det let kunne tænkes, at en udpræget fauna maa kunne vedligeholde sin karakter nogenlunde ens gjennem en meget lang periode. At tertiærtiden virkelig har varet meget længe, og at der inden den er rumme tidsgrænser at bevæge sig mellem, synes jo desuden at være afgjort.
Det synes mig derfor, som at der intet kan være til hinder for at antage, at saafremt jordaksen overhovedet har indladt sig paa større flytninger, den da kan have havt tilstrækkelig tid til at foretage flere saadanne indenfor tertiærtidens ramme. De tertiære forsteningsførende lag paa de Nysibiriske Øer kan i saa tilfælde være afsatte under en stilling af jordaksen, mens lignende lag i Japan og andre steder kan være afsatte under andre aksestillinger. Det er indlysende, at floraen, men især faunaen, vikle have let for at flyttes til andre steder og bredder, efterhvert som polen skiftede plads, og klimatet forandrede sig; og de vilde derved give lag, som afsattes paa steder, hvor de kom hen, samme karakter, som de paa andre steder havde givet tidligere afsatte lag.
Men selv om muligheden af, at polen har havt forskjellige beliggenheder i tertiærtiden, indrømmes, saa maa den i en forholdsvis sen tid to gange bevæges helt over mod Grønland og to gange tilbage derfra, forat de kjendte istider derved skal kunne forklares. Det blir temmelig vidtløftige bevægelser, og tilfredsstillende aarsager til dem kan som seet ikke paavises.
Man har derfor søgt at gaa udenfor jorden for at finde aarsager til
