En anden betragtningsmaade maa imidlertid snart ogsaa vise os
det fuldstændig uholdbare i denne theori. Skulde nemlig
jordskorpens temperatur i et saa kort tidsrum som fra tertiærtiden
og til nu kunne synke saa meget som 21° C. af den grund, saa
behøver vi isandhed ikke at gaa meget langt tilbage i den
geologiske tid, før vi faar temperaturer, som umuliggjør ethvert
organisk liv. Gaar vi saaledes dobbelt saa langt tilbage, faar vi
allerede mindst en 42° høiere temperatur, gaar vi det firedobbelte
tidsrum tilbage, blir stigningen mindst 84°, og grænserne for
nuværende organisk liv vilde allerede være naaet; mens det tidsrum,
man herved var kommet tilbage, kun blev meget ringe i forhold til
f. eks. silurformationens umaadelige alder. Allerede da var der
imidlertid et betydeligt organisk liv, som synes at godtgjøre, at
varmetabet paa grund af udstraaling efter den tid ikke kan have
været betragteligt.
Lettest vilde det være at forklare istiden, saavelsom de varmere klimater paa forskjellige bredder, om man bare fik lov til at rokke lidt ved den geografiske beliggenhed af jordens omdreiningsakse. Kunde man f. eks. flytte nordpolen ned paa mellem 60° og 65° paa Grønlands vestkyst eller i nærheden deraf, vilde der nok kunne frembringes en istid saavel i Amerika som i Europa. Hvad der kunde synes at støtte en saadan antagelse, er, at der hidtil ikke har været paavist nogen istid i det østlige Rusland og hele det nordlige Asien.[1] I Alaska er endvidere beviserne for en istid tvilsomme. Det synes saaledes at have været i strøg, hvis centrum omtrent blir et punkt som det angivne, at istiderne har bredt sig. Man har ogsaa ment at kunne paavise aarsager til en mulig forskyvning af jordaksen. Saaledes har man nævnt forflytning af materiale dels ved floder, dels ved isbræer og lignende. Det er utvilsomt, at saadanne forflytninger ligesom store ophobninger af is kan forrykke tyngdepunktet og saaledes flytte aksen noget, men man har dog ikke kunnet paapege muligheden af saa voldsomme forflytninger eller forandringer, som vilde være nødvendige for, som nævnt, at rokke jordaksen 20 til 30°.
At den virkelig kan flyttes, synes imidlertid at fremgaa deraf, at observationerne paa flere tyske observatorier (Berlin, Potsdam, Prag og Strassburg) paa en merkelig maade samstemmer i at vise en pol-forskyvning af mer end et halvt sekund i løbet af et halvt aar[2]; endvidere synes paalidelige
observationer, foretagne i Greenwich, Washington,
- ↑ Et andet forhold, som kunde synes at støtte en saadan antagelse, er, at Ny Zeeland jo ogsaa vilde komme paa høiere bredde og faa et koldere klima ved akseflytningen. Dette falder merkelig sammen med det resultat, man er kommen til, nemlig at Ny Zeeland har havt to istider samtidig med Europa og N. Amerika, mens derimod den patagoniske istid synes at have faldt tidligere eller endog helt tilbage i den sidste tertiærtid (sen pliocene tid), da nordpolen muligens har ligget nærmere over mod den asiatiske side, end den nu gjør (se derom nedenfor).
- ↑ Observationerne viser en svag vekst af polhøiden for 1ste kvartal af 1889, en begyndende aftagen i 2det, som saa fortsætter til januar iaar og udgjør o."5 —o."6. (Astrom. Nachrichten 1889 b. 124.)
