i nærheden af flammerne og forbrændes eller opvarmes saaledes, at ingen kold luft slipper ind i apparatet; er dette nødvendigt, f. eks. paa grund af, at varmerummet og spiritusbeholderen blir for sterkt opvarmede, hvilket desværre altfor ofte skede hos os, da kan gjennem aabningen af 3 huller i varmerummets sider kold luft slippes ind paa siden af flammerne.
Kogekarret, som sættes ovenpaa varmerummet, er af fortinnet kobber. Det er høit, cylinderformet, og op gjennem dets midte gaar en skorsten, ligeledes af kobber; gjennem denne passerer den ophedede og forbrændte luft fra varmerummet op under bunden af et bredere, fladt kobberkar, som staar ovenpaa kogekarret, og som kun er beregnet paa at smelte sne i. Efter at have meddelt det meste af sin varme eller ialfald en god del til skorstenen i kogekarret og bunden af karret ovenpaa, undviger saa luften gjennem hullerne paa siden under dette kar.
Kogekarret saavelsom det øvre kar er paa siderne udvendig beskyttede af tyk filt. Det øverste kar er endvidere dækket af et laag.
Med sne af omtrent ÷40° C. og i en luft af samme temperatur, tog det omtrent en time eller vel saa, inden jeg havde kogekarret fyldt med kogende chokolade og det øvre kar fyldt med vand, lidt varmere end smeltepunktet. Jeg havde da henimod 5 liter chokolade og ikke fuldt 4 liter vand. Hertil var medgaaet, naar jeg var forsigtig, 0.35 liter spiritus.
Ved nogle forsøg, som af prof. Sophus Torup (Kristiania) er foretagne efter vor hjemkomst, viser det sig, at vort kogeapparat, selv under gunstige omstændigheder, kun udnytter 52% af den forbrugte alkohols brændselsværdi. Dette maa siges at være en slet udnytten af brændselsmaterialet,
