Ekspeditionens videnskabelige udbytte — samt lidt om Grønlands geologiske historie og istidernes aarsager.
I. Grønlands geologiske historie.
Den, som ser Grønland i dets nuværende øde tilstand med dets mægtige bræer, vil vanskelig kunne tænke sig, at der har været tider, da sneen og isen var borte. Fjeldene kan imidlertid paa flere steder give os utvetydige beviser paa, at dets jordbund engang var dækket af frodige skoge med palmer og andre tropiske vekster, lig dem, der nu maa søges paa Ægyptens bredder.
Landet bestaar for den allerstørste del af bergarter, som tilhører jordens ældste dannelse, det saakaldte grundfjeld. Der er gneis, glimmerskifer, hornblændeskifer o. fl. foruden graniter, syeniter og andre ikke lagdelte bergarter. Da disse udgjør en ganske overveiende del af det land, som ikke er dækket af isen, er det vel rimeligt, at det samme er tilfældet med det, som nu ligger under isdækket. Disse fjelde er som bekjendt for gamle til, at det kan ventes af dem, at de skal bringe nogen oplysning om tidligere tiders klimat og vekstliv.
Imidlertid forekommer der paa enkelte steder langt yngre bergarter, tilhørende kridt- og tertiærformationerne, som er berømte for sine pragtfulde forsteninger af planter. Da det vidner om merkelige forandringer i Grønlands og muligens i jordens klimat, skal jeg her kortelig omtale disse lag.
Størst udbredelse i den bekjendte del af Grønland har de paa vestkysten mellem 69° 15′ n. b. og 72° 15′ n. b. Lag af sandsten og skifere, imellem hvilke der hist og her ligger lag af kul, optræder der og danner især paa Disko-øen, samt paa Nugsuaks og Svartenhuks halvøer
