vegten af en af de vigtigste dele af bagagen kan derved reduceres.
Som brændematerial staar utvilsomt spiritus, saa ren som muligt, uovertruffen. Foruden andre fordele, som renslighed o. s. v., har den ogsaa den at yde, i ethvert fald i praksis, den høieste varme i forhold til sin vegt. To ulemper har den imidlertid. Paa den ene side er den flydende og kan saaledes let spildes. Det undgaaes dog ved gode dunke, sikre og sterke kraner[1] og en forsigtig behandling. Paa den anden side kan den
drikkes og kan under kritiske omstændigheder være en sterk fristelse selv for den bedste. Dette undgaaes ved at sætte methyl-alkohol til, som vi havde gjort.
Ideen til vort kogeapparat havde jeg oprindelig faaet fra det, som anvendtes under Greely’s ekspedition (se dennes beretning p. 207), og det var efter flere forsøg sammen med min ven kemiker Schmelck i dennes kemiske laboratorium, at vi blev staaende ved det apparat, som her er fremstillet.
Indretningen vil forhaabentlig let kunne forstaaes af denne tegning. I nederste rum er der en spirituslampe med 6 væger. Luften kommer gjennem aabninger i bunden ind i saa stor mængde, at den tilsteder en fuldstændig forbrænding samtidig med, at den maa
passere gjennem eller
- ↑ Kranerne var paa vore dunke saaledes indrettede, at de kunde skrues paa, hver gang der skulde tappes spiritus. Hullerne for kranen var ellers lukkede ved smaa, ikke udstaaende tapper, som skruedes ind.
