samler det sig i blendende straalebundter, det flimrer, det brænder, saa spredes de, saa samles de paany — og forsvinder. Saa kommer nye baand, nye flammer skyder op — der er en evig vekslen, altid den samme, altid ny — lige gaadefuld og fengslende — — men havet ruller som før i tunge slag mod landet.
«Se Syden, du vil ikke glemme det — se norden, kan hænde længselen til denne vil bli større. — —
«— For kort tid siden var jeg i Sardlok, nu er jeg herude, hvorfor? Jeg ved det ikke. Jeg venter paa vaaren, kan hænde, da dagene blir lange, solen blir varmere, og sneen smelter bort. Jeg er vaaren ligesom nærmere herude, naar den kommer dragende sydfra over havet, men skal dog ikke faa møde den her nordpaa — men det er velgjørende at se dagene længes, at se havet blinke i den stigende sol, at føle denne skinne næsten varmt, at drage paa fangst med den gryende dag, at vende tilbage mod kvelden, og dagen er endnu ikke tilende. Samfund, damp, store tanker og stor elendighed — alt lige fjernt — at færdes frit og glædes ved livet, det er alt.
«Det var den 17de februar jeg kom herud. Det er et godt sted for at faa øvelse i kajakroning. Strømmen er mer rivende end nogensteds, den kan gaa ud for odderne og mellem holmerne som en elv, og hvor den møder de store sjøer ude fra det aabne hav, der taarner disse sig op, topper og bryder som braat over et skjær. Intet under derfor, at kangekerne er de første kajakroere heromkring, og vanskelig finder man dem bedre i hele Grønland. Paa det aabne hav søger de sit erhverv, ofte staar det paa livet, mange omkommer; men lige rolige færdes de daglig derude. Det er en lyst at se dem tumle med de svære havsjøer, som jagende heste kommer de ridende
