fordringsløse tilfredshed og godhed smitter en og forjager uimodstaaelig al mismod og urolig higen.
«Min oprindelige tanke var at gaa efter ren, jeg var ogsaa ude en dag paa ski, men da der ikke engang var spor at finde, har jeg siden opgivet dem. Min største fornøielse har været at fiske kveite[1]. At trække denne store, kraftige fisk, som er istand til at kantre en baad, fra den smale kajak er det første af, hvad jeg endnu har prøvet af fiske paa sjøen.
«Paa kveitepladsen kan man ligge længe, ofte hele dagen uden at faa bid, og det er just intet sødt arbeide i en kulde paa ÷20° og i en bidende nordenvind, hyppig med snedrev, saa man bør tage sig ivare, skal ikke en større eller mindre del af ansigtet fryse bort. Men bider det saa endelig, er alt glemt. Man kjender som regel ikke straks noget voldsomt ryk, det er mer, som om snøret blev trukket ned med en langsom, men uimodstaaelig kraft; saa blir der mere tydelige ryk, — i et nu stikkes aaren ind under remmen[2], man fatter snøret med begge hænder og rykker til saa haardt og saa voldsomt, som en bare orker, atter og atter, saa kjende lidt, om den endnu er der — man kjender den — og rykker atter til, tager nyt tag, rykker om igjen og om igjen mange gange, man ser ud som en rasende, men det gjælder at faa godt fast, og skal det forplantes gjennem 100 favne snøre, maa en rykke duglig til. Saa er den endelig fast nok, og man begynder at hale
op. Det gaar tungt; thi fisken strider imod, og
