Minderne fra gamle dage, da han var pladsens første fanger,
dukkede atter frem, og han blev aldrig træt af, naar bare hosten
tillod, at fortælle om sine mange bedrifter; det lyste i øinene,
der kom smil om læben, han var atter i kajaken, han saa sælen, han
løftede den magre, kraftløse arm for at harpunere, han bugserede
hjem i storm og stille. Saa kom hosteanfaldene, han spyttede blod
og sank sammen paa puden, drømmene sluknede som fagre luftsyner —
harpunen er kastet for sidste gang.
«Doktoren tog ham med sig for at pleie ham paa Godthaabs sygehus. Snart er han ikke mere.
«I huset her ved siden af ligger Johannes’ fætter Justus, han var ogsaa engang en af Sardloks bedste fangere, men er nu endnu værre. angreben af tæring end Johannes og kan neppe leve længe.[1] Begge efterlader de sig familie, den sidste har dog flere haabefulde sønner, men Justus har bare en. Det er uhyggeligt at se, hvor dette stakkars, elskværdige folk herjes af denne snigende sygdom.
«Det er just ingen daadrig tilværelse, jeg fører her, blir mer og mer fuldstændig eskimo. Jeg lever deres liv, spiser deres mad, lærer at sætte pris paa deres lækrerier, som raat spæk, raat kveiteskind, vinterfrossen krækling med harskt spæk o. s. v. Jeg prater med dem, saa godt jeg kan, arbeider med dem, ror i kajak med dem, skyder, fisker, gaar paa ski med dem, kort sagt, det gaar mer og mer op for mig, at det ikke vilde være ganske umuligt for en europæer at bli eskimo, naar han havde tiden for sig. «Man befinder sig uvilkaarlig vel i disse menneskers selskab; — deres uskyldige,
sorgløse væsen, deres
- ↑ Han døde, endnu før vi havde forladt Grønland.
