Godthaab, og det var en uvant motion for armene, ligesom den tvungne stilling med de ret udstrakte ben i kajaken virkede helt trættende for den endnu uøvede; da det led ud paa eftermiddagen, var det derfor ikke uden længsel, jeg tænkte paa Sardlok. I Joel havde jeg imidlertid som læseren véd, en munter følgesvend, snart sang han viser — fremdeles «den evig glade kobbersmed» — snart fortalte han en hel del uforstaaelige ting om de steder, vi reiste forbi, snart gjorde han, naar han saa en flok edderfugle komme flyvende, nogle forfærdelige anstrengelser for at faa bøssen op af kajaken, hvilket kun engang lykkedes tidsnok, og da skjød han bom — han var ingen mesterskytte —, snart brølede han, at han maatte tilland, og saa roede han, alt han orkede, indover for at faa tømt kajaken, som var halvfuld af vand; den var nemlig ligesom alt, hvad der tilhørte den mand, i meget slet stand, og den lækkede ubarmhjertig.
«Kvelden var mørk — Sadlen og de andre tinder stod truende og stængte paa østsidsen af fjorden; men over os tindrede stjernehvælvet funklende klart, og mens vi roede tause paa siden af hverandre, hørtes ingen lyd uden aarernes dyp i vandet og dettes rislen langs kajakernes sider.
«Endelig som vi kom forbi en odde, smilede lys os venlig imøde fra land, og vi var fremme. Doktoren var kommen en stund før os. At krybe gjennem husgangen, at komme ind i disse smaa rum, bli modtaget og pleiet med den eskimoiske gjestfrihed, det har sin egen tiltrækning.
«Det er i huset hos den gamle kateket Johan Ludvig, jeg opholder mig; foruden ham og min ringhed bor her hans hustru, en datter og en ung søn. Johan Ludvig fortalte mig med synlig stolthed, at hans bedstefar havde været en nordmand, som var bekjendt for sin ubændige
