havde efterladt, mens han gjorde sig et erende op til doktoren for om muligt ogsaa der at faa en dram eller to til høitiden. Det lod til, at han havde været heldig.
Almindelig munterhed vakte de livlige fagter, hvormed han beskrev, hvor langt hans runde ansigt var blevet, da han kom tilbage og fandt altsammen forsvundet. Han blev imidlertid snart trøstet over sit tab ved en ny flaske øl. Hans forundring og glansen i hans mørke øine, som blev til to runde brikker ved at se juletræet og alle lysene og stasen, var yderst fornøielig; men endnu mer var hans vilde glæde over at faa kræmmerhuse med julegotter. Rig som en Krøsus drog han sin sjanglende gang udover fjeldene til sin yndige egtehalvdel ude i Ny Hernhut.
Da jeg juledagsmorgen ved 6 eller 7 tiden laa i min bedste søvn og atter var tilbage i Norge, lød pludselig barnesang gjennem luften og vævede sig ind i drømmen; men sangen blev sterkere og sterkere, og saa vaagnede jeg og hørte nu den lifligste julesang fra et stort kor i gangen udenfor vor dør. Hele natten havde det gaaet rundt og sunget i alle grønlænderhusene, og efter gammel skik endte det nu med at vække pladsens europæere med sang. Jeg maa tilstaa, at det lød vakkert, og at jeg for min del ingensinde er bleven vækket paa saa yndig en maade; men jeg maa ogsaa tilstaa, at da sangen var forstummet og koret draget videre til andre døre, sov jeg atter blidelig ind for at gjenoptage den tabte traad i drømmenes land. Da jeg kom ud i kjøkkenet om morgenen, stod Balto der og konverserede jenterne. Han udbredte sig i et længere foredrag over den grønlandske maade at ture jul paa, som han fandt «maiet daili» — han havde som tidligere bemerket let for sprog. Den hele nat havde han været paa benene og gaaet fra hus til hus. Og saa meget
