tillidsfuld; han vilde dog spille den flotte og forsøgte endog at hjælpe kajaken ud. Men saa kom den saa langt, at bare et lidet stykke var igjen paa land, den vippede uhyggelig, alt tillidsfuldt forsvandt for den mest afgjorte forskrækkelse, og i det samme gled den helt ud. Balto gjorde nogle fortvilede tag i luften med aaren, som vel var tilsprang til aaretag i vandet, hans ansigt var en eneste fortvilet rædsel, og saa sagde han: «Aa saa dæ, aa saa dæ! — — — — Men længere kom han ikke, for da gik munden og hele karen under vandet, og det blev bare til bup, bup — — — — altsammen; det eneste, vi saa, var bunden af kajaken og hans firkantede fjærlue, som flød paa vandet — — —
Heldigvis var det saa grundt, at han naaede bunden med armene, og han var ikke kommen længere fra land, end at man kunde trække ham op derfra; han blev hilset med en ubarmhjertig skoggerlatter fra alle omkringstaaende, især lo jenterne. Saa kom han sig ud af kajaken, og som han stod der paa berget, sprikende i arme og ben, mens vandet randt af de vide klæderne, der hang klinte ind til kroppen, saa han ud som et fugleskræmsel. Det første, han sagde, var: «Naa er jeg næsten vaad»[1]. Saa betænkte han sig en stund, og saa sagde han: «Ja, en ting vil jeg sige, gajak det er samme som djævelens baad.» — Det varede længe, før Balto atter forsøgte sig i kajakroning.
En stund efter fik imidlertid Dietrichson ogsaa gjort sig en kajak og blev snart dygtig i brugen deraf. Da Balto og Kristiansen havde seet paa dette en stund, kunde de ikke længer holde ud at staa paa land. De begyndte at lage sig hver sin kajak selv, idet de
fik nogle af
- ↑ Han brugte ofte næsten istedenfor meget.
