Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/619

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ham selv, skierne og bøssen, skulde se sig om, saa var han dalet ned ved siden af to ryper, som forundrede sad og skjævede paa hovederne. De spekulerede vel paa, hvad dette var for en ny slags fugl. Imens fik han bøssen frem og skjød den ene, den anden blev siddende, han ladede, og skjød ogsaa den. Men, endte han, nu var han skræmt for at bruge skierne paa bratte steder for lang tid, og det beviste han paa hjemveien; thi hvor han kom forbi stup og styrtninger, tog han skierne af og bar dem.

Vi havde faret over alle rentrakter rundt Kasigianguit og længtede efter afveksling og nye jagtfelter. Joel fortalte, at der længere inde ved Iterdlak skulde være ypperlige renlænder, og saa brød vi da en morgen leiren, satte baaden paa vandet, lastede den og drog indover, mens Joel viste veien i kajaken. Sjøen var rolig foran teltpladsen, da vi drog; den laa ilæ for veiret. Komne forbi nærmeste odde ud i selve fjorden, fik vi imidlertid andet at føle; ud fra fjordbunden stod en voldsom østenvind, som klemtes mellem de høie fjelde og piskede vandet foran sig, saa alt stod i raak. Vor lange, elendige baad, hvalsluppen kaldet (men har aldrig været brugbar til hvalfangst i hele sit liv), skar sig med sin spidse baug som en kile ind i de høie, krappe sjøer og tog hele braadkammen ind over sig. Dette havde lidet gjort, om vi havde kunnet øse, men det var saa koldt, at vandet, som allerede var paa frysepunktet, frøs helt, i det øieblik det kom i berørelse med det kolde træ eller isen i baaden; der kom ikke en draabe vand agterud til mig, som sad tilrors, mens Sverdrup, som sad forud og roede, snart fik det fuldstændigste isharnisk. Vi tvang os længe frem, det var en skam at give sig, saameget mere som Joel i sin lille kajak blot lo af det hele; men saa hjalp det ikke længer, vi maatte vende,