havde kastet luen tiltrods for de 15 graders kulde. Fik han se en rype, saa sneg han sig ind paa den, dels gaaende krumbøiet bag stenene, dels krybende paa alle fire, ofte indtil han kom den saa nær, at han næsten kunde dræbe den med bøssekolben — et langt og omhyggeligt sigte, endelig smaldt det, og rypen faldt som regel stendød. Derpaa ladede han, alt han vandt, og saa en forsigtig speiden, om der var flere i nærheden, før han rørte sig. Var rypen bleven skadeskudt, blev det en vild jagt; den flaksede foran, og Balto skrævede efter, saa sneen stod om ham, af og til traadte han ned mellem stenene og laa i til maven. Tilslut kastede han sig over fuglen og fik snart bidt hovedet af. Endelig var han dog færdig og kom nu barhovedet og forpustet, mens ryperne hang og skranglede om ham, nedover mod mig og spurgte, om jeg havde seet en skadeskudt en, som skulde være paa de kanter; naar han fik den, saa var det akkurat 15. Nei, jeg havde ikke seet den; men saa fandt han nogle spor i sneen og snart ogsaa rypen selv; nu blev der en ny jagt, som endte med, at den blev fanget oppe mellem nogle stene. Saa samlede han sine sager sammen, og vi drog hjemefter, mens han forklarede mig, at der under en berghammer skulde ligge et par ryper, som var faldne udover; disse fandtes ogsaa ganske rigtig. Han var i straalende humør, synlig optaget af sin jægerlykke og forklarede meget nøiagtig, hvorledes han havde skudt. I samtalens løb fortalte han, at han engang tidligere paa dagen nær havde mistet livet, han var faldt udover et berg. Jasaa, svarede jeg, og lod ham fortælle videre. Da han var færdig, sagde jeg ham, at jeg nok havde seet det hele, men at jeg ikke forstod, hvad de to skud betød. Jo, da han, efter at have overbevist sig om, at alt var helt paa
