den første underretning til Europa om vor lykkelig tilendebragte færd over Grønlands indlandsis.
Havde de to kajakmænd roet lidt mindre hurtig, da var ingen underretning kommet; men hvor var vi ikke da blevne helte, og hvor var vi ikke atter blevet hilsede velkomne tilbage til livet, naar vi om vaaren var standne op af vore laurbærkransede isgrave, — det var vist i grunden uheldigt baade for os og for aviserne det.
Ved et merkeligt spil af skjæbnen blev «Fox» paa grund af kulmangel nødt til at anløbe Skudesnæs i Norge, og saaledes blev det altsaa fedrelandet, som modtog vor første hilsen.
Efterat vi paa denne maade havde faaet sikker underretning om, at den sidste mulighed for hjemkomst det aar var tilintetgjort, kom der mere ro i sindene. Det var en selvfølge, at vi efterhaanden kom i nærmere berøring med de indfødte og fik stadig større interesse for dem. Det var ikke blot dem i Godthaab og Ny Hernhut, vi lærte at kjende, men vi reiste ogsaa til de andre bopladse i nærheden. Saaledes gjorde nogle af os sammen med kolonibestyreren allerede i midten af oktober en tur til Kangek, 21⁄2 mil fra Godthaab, i november til Narsak, som ligger søndenfor Ameralik-fjordens munding, o. s. v.
Selv anvendte jeg meste tiden af vinteren til at studere eskimoernes eiendommelige liv. Jeg levede sammen med dem i deres hytter, satte mig ind i deres fangst, deres skikke og hele levevis, jeg lærte mig, saa godt jeg paa den korte tid formaaede, deres vanskelige sprog, og deri fik jeg i begyndelsen god veiledning af doktoren paa stedet.
