gjorde i begyndelsen; man kunde endog lang tid efter se flere af de mest skøieragtige danse for sine veninder ude paa veien foran husene og efterabe flere af os med vore manérer og eiendommeligheder saa levende, at vi kjendte os selv igjen, naar vi tilfeldigvis kom forbi og fik se det, hvilket frembragte felles munterhed. Vi var imidlertid ivrige i dansen, og efter nogen tids øvelse lærte et par af os at danse saa godt, at vi endog satte os i respekt. Lapperne var imidlertid i denne henseende meget upaavirkelige, de har ingen dans selv, og Ravna kunde ikke engang formaaes til at gaa ned og se paa. Balto baade saa paa og var med; men han var og han blev en karikatur, enten han forsøgte sig i reel eller runddans, han sprikede i benene og hoppede afsted som en træmand, mens grønlænderne lo sig næsten fordærvede. Dette afskrækkede ham imidlertid ikke i fjerneste maade, han optraadte gjerne som baldirektør, arrangerede dansen og fortalte hver mand, hvad han havde at gjøre.
Den første tid, vi tilbragte i Godthaab, var sjelden hyggelig for os, som var komne over indlandsisen. Danske saavelsom grønlændere gjorde alt for at gjøre os livet saa behageligt som muligt, og vi kan vistnok alle sige med Balto, at vi meget snart kom til at glemme det «haarde liv og al tristhed i isen», ligesom vi alle voksede i omfang i saa paafaldende grad, at man mente at kunne se forskjel fra dag til dag.
Trods alt dette var der dog en ting, som gjorde, at vi endnu ikke kunde finde os rigtig tilrette, og det var uvisheden, om vi skulde bli der vinteren over. Vi havde vistnok alle lidet haab om, at vort kajakbud skulde naa «Fox»; men det var dog, som om vi hver dag gik og ventede paa at faa se et skib staa for damp og seil indefter
