aldrig saa hurtig som den dag. I en, to, tre var alt pakket sammen; enhver af de fremmede tog sin ting, og afsted bar det med hele karavanen mod baadene.»
Snarest muligt drog de nu afsted. Paa nordsiden af fjorden blev der gjort en liden stans for at koge kaffe og holde gilde, mad uddeltes til de mange grønlændere, som for længere tid siden havde opbrugt sin niste. «Vor ven, renskytteren, trakterede nu», fortæller Dietrichson, «sine landsmænd med den efter deres mening mest velsmagende del af renen. Renmavesækken toges frem, og synet af denne bragte allerede grønlændernes tænder til at løbe i vand; forsigtig aabnedes den, og indholdet uddeltes til lækkermundene, som, efter at have fortæret den tildelte portion, omhyggelig slikkede sine fingre for ikke at gaa glip af noget af denne sjelden fine ret.» Derefter gik reisen hurtig videre; konebaaden maatte snart stanse og bringes paa land, forat det vaade skind kunde tørres lidt; men den anden baad med ekspeditionens deltagere fortsatte udefter. Dietrichsons beskrivelse af turen er saaledes:
«Jo længere det led ud paa dagen, desto smukkere blev veiret, og ved middagstiden havde vi et straalende solskin. Fjorden laa speilblank omkring os, og de høie, steile fjelde, der omgiver den, havde rig anledning til at beundre sin egen skjønhed i det speilbillede, som de kastede i vandet. Magelige laa vi i agterstævnen paa den hvidmalede lille baad og kunde i ro hengive os til betragtningen af den storslagne natur omkring os. Da solen senere paa dagen kom lavere, og fjeldene kastede sine lange skygger henover vandspeilet, syntes naturen at gjøre selv de tidligere saa muntre og glade grønlændere høitidelig stemte; thi den livlige konversation og den glade latter forstummede efterhaanden, indtil tilslut en fuldstændig
