Saa kom natten, og vi skulde gaa tilkøis, Sverdrup skulde sove
oppe hos Frederiksen, tømmermand og baadbygger paa stedet, mens jeg
skulde faa Baumanns værelse.
Det var en sælsom fornemmelse at komme i en virkelig seng efter ikke at have ligget i en saadan indretning paa henimod et halvt aar. Jeg strakte mig paa det bløde underlag, og en pirrende følelse af velvære gjennemsitrede alle lemmer, maaske for en del fremkaldt ved bevidstheden om at have naaet et maal. Søvnen blev dog ikke saa god, som man kunde vente, jeg laa for blødt, jeg var for vant til soveposen med isen eller fjeldet til underlag, og det var muligens ikke ganske frit for, at der efter en stund kom en svag længsel tilbage.
Om morgenen den 4de oktober blev jeg revet ud af mine urolige drømme, ved at en ung grønlandsk sylfide bragte mig the og smørrebrød paa sengen — en ny nydelse. Efter dette tidlige maaltid stod jeg op og gik ud for at se mig om i staden.
Der var netop liv og røre paa stranden, idet en ladning sælhunde, som var fangede paa en garnplads i nærheden, var bragt tillands, og man var i fuld gang med flænsningen. Sammen med Baumann gik jeg derned. Det var et helt nyt liv at studere dette, de mange grønlænderinder laa der med opsmøgede ærmer rundt de aabnede sælhunde; af nogle blev blodet øst ud i spand, af andre blev tarmene halte ud, eller spækket og kjødet skares af, alt blev taget vare paa og benyttet.
Efter at have seet os mætte paa dette blodige skuespil og beundret grønlænderindernes raskhed, ynde og tildels meget smukke ansigter, gik vi over til Sverdrup for at høre, om han var oppe, og i saa tilfælde bede ham komme og spise frokost hos kolonibestyrerens. Da vi kom ind,
