Mens vi spiste, kom Godthaabs prest, Balle, og lidt senere
doktoren Binzer. Det var allerede rygtedes til kolonien, at vi var
komne, og de havde da straks ilet herud for at byde os et
hjerteligt velkommen.
Der blev nu en spørgen og fortællen om reisen, som fulgtes med den mest levende interesse. Saa brød vi op og sagde vore elskværdige vertsfolk farvel.
Stor var vor forundring, da vi atter kom ud i det frie og fandt, at det regnede. Vi var da altsaa som lykkens yndlinge komne til folk i rette tid; regn vilde ikke været hyggeligt i vort lille traug. Efterat man havde lovet os, at vore sager skulde bli bragte sikkert frem, drog vi afsted i silregnet over haugene mod Godthaab.
Endelig kom vi frem paa en fjeldknaus, og hele kolonien laa ned for os. Der var ikke saa mange husene, en 4 eller 5 smaa europæiske, en del grønlænderhuse og saa en kirke høit oppe. Det laa altsammen i en dalsænkning ved en liden bugt. Det danske splitflag vaiede fra den høie stang oppe paa flagstangsbakken nede ved bryggen; det mylrede af mennesker rundt omkring, man var nok kommet paa benene for at se paa de gaadefulde indlandsmennesker, som var komne i en halv baad.
Saa bar det nedover. Neppe var vi komne i nærhed. af husene, før et kanonskud tordnede ud over sjøen — saa et til — saa et — en dundrende salut. Under kanontorden tog vi afsked med civilisationen, under kanontorden drog vi atter ind i den civiliserede verden; thi dertil maa Grønlands vestkyst regnes. Man skulde kunne tro, at vi var nogle meget krigerske individer. Hvor mange skud der gik, skal jeg neppe kunne sige; men mange var det; de smaa mennesker havde arbeide nok med at pudse og lade deroppe rundt flagstangen, mens vi kom ind mellem
