kunde række «Fox» i Ivigtut; men den skulde gaa midt i oktober og var 70 mil borte.
Dette var lidet trøstelige etterretninger; tanken paa at naa dampskibet til Europa var det, som drev os frem derinde paa isen, tanken paa skibet var det, som altid spøgte os i hovedet og aldrig tillod os at nyde livet nogen stund. Trøsten var, at vi skulde tage det igjen ombord, naar vi seilede hjemover, og nu, da det kom til stykket, var dette dampskib gaaet, længe før vi begyndte isvandringen. Det var et helt luftslot af skjønne forhaabninger, som der med et slag sank i havet. Særligt var det slemt for de andre, de havde nær slegt og venner, som de længtede efter, ja én endog kone og børn, — ofte havde de talt om, hvor herligt det vilde bli, naar de nu snart kom hjem; — de skulde komme til at vente en lang vinter og vaar, mens de derhjemme vilde tro dem for længe siden døde. Det maatte ikke ske, der maatte snarest mulig gaa post til «Fox», vort sidste haab.
Mens vi talte om dette, kom endnu en europæer til, det var hr. Voged, den tyske missionær paa stedet. Han ønskede os velkommen og tillod os ikke at gaa hans bolig forbi, som var den bygning, vi først havde seet, og som brugtes til kirke og missionærbolig.
Det var en overgang atter at komme i hus, det enkle udstyr i denne fromme mands bolig forekom os næsten at være den reneste luksus, blot atter at sidde paa en stol var jo en merkelighed, og det at spise ved et bord med hvid dug, at bruge gaffel og kniv paa hvide stentøis tallerkener var helt underligt. Om det smagte? — Det tør jeg ikke sige bestemt. Det var unegtelig godt at spise derude ved baalet ogsaa, at flænge maagerne istykker med fingre og tænder, uden gaffel, uden tallerken, uden ceremonier.
